Fælles datasprog for genbrugsmaterialer

Fra spild til ressource: Hvad skal der til, før vi kan genbruge byggematerialer direkte? 

Branchen møder flere og flere krav til dokumentation og genbrug af byggematerialer. Alligevel bliver kun en brøkdel af de kortlagte materialer genbrugt direkte, mens langt størstedelen enten genanvendes i lavværdi-processer eller ender som affald.  
Nyhedsbrev Fotos 2026 10 06T111624.329

Faktisk udgør direkte genbrugte byggematerialer i dag kun omkring en promille af de materialer, der er tilgængelige. Altså næsten ingenting, set i forhold til potentialet. 

En af barriererne for genbrug kan tilskrives dataproblematikken, da det i dag er svært for data om materialerne at flyde gennem værdikæden. Det er netop derfor, et projekt med Circue, Artelia, GreenDozer og ConTech Lab undersøger, hvor i værdikæden det går galt, med målet om at komme nærmere et fælles datasprog for genbrugte byggematerialer, så data om det enkelte materiale kan bevæge sig fra screening til nyt byggeri, i stedet for at gå tabt undervejs.

En digital tvilling starter med en adresse 

Circue starter, hvor de fleste genbrugsprojekter ikke gør: længe før nedrivningen. Ved at indtaste en adresse henter virksomheden alle tilgængelige offentlige data om en bygning – fra BBR, energirapporter og kortmateriale, og fastlægger bygningens typologi og de indbyggede materialer ud fra egen forskning i 200 års dansk byggeskik. 

Med screeningen skabes en digital tvilling, hvor hver bygningsdel er beskrevet som data, og materialepas, materialelister og en vurdering af genbrugspotentialet genereres i samme ombæring. 

"Det, der før var mursten, beton og gips, bliver til søgbare og sammenlignelige data, som resten af værdikæden kan handle på. Bygningen er med andre ord oversat til et struktureret datagrundlag, allerede før nogen har taget stilling til nedrivning," siger Thomas Fabian Delman, CEO i Circue.

Et godt datagrundlag i det ene led er dog ikke ensbetydende med, at det når det næste led i værdikæden. Data om et materiale ligger i dag ofte låst i PDF'er, regneark og systemer, der ikke taler sammen, og bliver ved hvert skift enten tastet forfra eller slet ikke brugt. 

"Resultatet er, at et materiale, der reelt kunne genbruges, aldrig bliver synligt nok til, at nogen tør vælge det, og at vi spilder hinandens tid," fortsætter Thomas Fabian Delman, CEO i Circue   

Det, et materiale skal kunne fortælle om sig selv

For GreenDozer handler det om, at der er nok konkrete oplysninger om materialet til, at markedet kan vurdere, om det kan bruges igen.

"Det handler bl.a. om materialetype/produkt, producent hvis kendt, dimensioner, mængde, alder, lokation, stand, fotos, eksisterende dokumentation, eventuelle miljøforhold samt oplysninger om, hvordan materialet er monteret og kan demonteres," siger Jan Rohde, direktør og stifter af GreenDozer.

Den forskel afgør, om en registrering bliver til en rapport, eller synliggør materialets genbrugspotentiale. Ifølge Jan Rohde behøver materialerne ikke ligge demonteret på en palle for at give værdi: Bliver de digitalt synlige, mens de stadig sidder i bygningen, kan dialogen med arkitekter, bygherrer og entreprenører begynde langt tidligere. Det vender den vante rækkefølge om. I stedet for først at projektere og derefter lede efter genbrugsmaterialer, skal rådgiverne kunne se, hvad markedet forventer at få til rådighed, før de tegner. 

Facadetegl fra Bispehaven  

GreenDozer har et konkret eksempel fra praksis, nemlig facadetegl fra Bispehaven i Aarhus. Her blev et større antal facadeelementer identificeret som en reel materialeressource frem for blot en del af en bygning til nedrivning. 

Med styr på type, dimensioner, mængder, stand og fotos kunne materialerne gøres synlige for markedet og bringes videre som en reel handelsvare – og cirka 2.100 m² facadetegl er i dag solgt til et nyt boligprojekt hos Himmerland Boligforening. 

"Materialerne får først reel værdi, når informationen om dem kan bevæge sig fra den eksisterende bygning og videre ud til de aktører, der kan anvende dem i et nyt projekt. Det er også derfor, vi ser arbejdet med et fælles datasprog som så vigtigt – ressourcekortlægning skal ikke alene dokumentere, hvad der findes i en bygning, men bruges aktivt til at skabe et marked for materialerne, mens der stadig er tid til at projektere dem ind i deres næste anvendelse," siger Jan Rohde, direktør og stifter af GreenDozer. 

Tre ting, der skal afklares først 

Et fælles datasprog skal sikre, at en beskrivelse af en bygningsdel betyder det samme hos rådgiveren, genbrugsaktøren og køberen. Circue peger på tre ting, kortlægningen først skal afklare: 
- Hvilke data der er vigtigst – og for hvem? 
- Hvad er minimumsdatasættet, som skal følge materialet hele vejen? 
- Og hvilke eksisterende standarder skal arbejdet spille sammen med?

"Ellers risikerer vi at opfinde endnu et sprog, som ingen andre taler," siger Thomas Fabian Delman, CEO i Circue. 

Hvis sproget var på plads i morgen, vurderer Thomas Fabian Delman, at genbrug kunne ske hurtigere og billigere: "Vi kunne bruge kræfterne på at skabe gode data fra start i stedet for at kæmpe mod datatab længere nede i kæden. Og det ville løfte idéen om, at den digitale tvilling bliver et fælles udgangspunkt, som rådgivere, genbrugsaktører og bygherrer arbejder ud fra."  

Det er dér, genbrug for alvor kan skaleres fra enkeltprojekter til noget, branchen gør som standard – og det er den vej, projektet mellem Circue, Artelia, GreenDozer og ConTech Lab nu skal undersøge.  

Læs mere om projektet