Fælles datasprog for genbrugsmaterialer i byggeriet
Byggebranchen skal udnytte eksisterende materialer bedre. Det forudsætter, at data fra kortlægning af de ressourcer der allerede er i bygninger, kan bevæge sig gennem hele byggeriets værdikæde – fra rådgiver til digital platform og videre – uden at gå tabt i uforenelige formater undervejs.
I dette analyseprojekt undersøger fire projektpartnere, hvor data går tabt, og hvilke krav værdikædens aktører har til et fælles digitalt sprog, der vil gøre data brugbare på tværs, så flere materialer fra eksisterende bygninger kan genbruges direkte frem for at ende som spild.
Projektet bygger videre på ConTech Labs tidligere pionerprojekt om AI til ressourcekortlægning.
Projektperiode: juni 2026 – oktober 2026
Baggrund
Byggebranchen møder stigende krav til dokumentation og genbrug af byggematerialer – lige fra den selektive nedrivningsbekendtgørelse, den ventede opdatering af Restproduktbekendtgørelsen (forventet 2026), BR25 og EU's Circular Economy Action Plan. Alligevel udgør genbrugte byggematerialer fortsat kun 1-2 promille af det danske marked.
Det skyldes ikke mangel på egnede materialer. Kortlagte byggematerialer fra planlagte nedrivninger og renoveringer ender hyppigt som affald eller i lavværdi-genanvendelse, selv når de teknisk set er egnet til direkte genbrug.
En af årsagerne skal findes i, hvordan data håndteres: flere materialer registreres i dag som led i miljø- og ressourcekortlægning, men data ender typisk i lukkede PDF- eller Excel-filer og bruges sjældent på tværs af værdikædens aktører. Kortlægningen er dermed ofte en passiv dokumentationsøvelse frem for et aktivt redskab, der fremmer cirkularitet i byggeriet.
Netop den baggrund tager projektet afsæt i. En veldokumenteret, men uløst problemstilling: ressourcekortlægningsdata produceres i dag i store mængder, men uden at blive omsat til kommerciel værdi. En del af årsagen er, at værdikædens led ikke deler et fælles digitalt sprog.
Projektet leverer det vidensgrundlag, der skal til, for at en løsning i form af et fælles digitalt sprog senere kan udvikles på et solidt empirisk fundament frem for antagelser.
Erfaringer fra lignende initiativer viser, at projekter, der springer afklaringsfasen over og går direkte til løsningsudvikling, ofte bygger på forkerte antagelser om problemets karakter, eller støder på uventede tekniske og organisatoriske barrierer undervejs.
Formål
Projektets formål er at identificere, hvor værdikæden udfordres, vurdere tilgængeligheden og kvaliteten af relevante data samt udarbejde en kravspecifikation, der adresserer tekniske, faglige og organisatoriske behov i relation til et eventuelt fælles datasprog.
Projektets rolle er dermed at skabe det nødvendige videns- og beslutningsgrundlag, som kan danne afsæt for en efterfølgende udvikling af et fælles datasprog.
Output
Projektets aktiviteter og efterfølgende output er struktureret i tre spor, der bevæger sig fra kortlægning af den eksisterende situation, en empirisk analyse af konkrete data, og til sidst en fælles kravspecifikation.
Sporene er tidsmæssigt forskudte, men overlapper, så indsigter fra et tidligt spor løbende kan informere det videre arbejde i det næste.
Spor A: Kortlægning af den eksisterende værdikæde
I forbindelse med spor A, gennemfører projektpartnerne en struktureret kortlægning af den faktiske datastrøm fra ressourcescreening og kortlægning til platform og afsætning.
Spor B: Vurdering af datatilgængelighed og kvalitet
I denne fase gennemgås der eksisterende data fra 2-3 reelle kortlægningscases, som stilles til rådighed af Artelia og Circue. Analysen af det der vurderes af de forskellige cases sammenholdes med de krav GreenDozer har identificeret i spor A og giver et konkret og empirisk grundlag for det videre arbejde.
Spor C: Kravspecifikation for en fælles datastruktur
På baggrund af spor A og B formuleres der en fælles kravspecifikation. Kravspecifikationen adresserer både de tekniske, faglige og organisatoriske krav.
Projektpartnere
De fire projektpartnere kommer fra forskellige dele af værdi- og datakæden: kortlægning (Artelia), platform (Circue), afsætning (GreenDozer) og branche (ConTech Lab).
Artelia er en af Danmarks største rådgivende ingeniørvirksomheder og har mere end 1.500 medarbejdere. I forbindelse med projektet bidrager Artelia med dybdegående faglig viden om kortlægningspraksis, dokumentationskrav og de parametre, rådgivere arbejder med i dag, dvs. kortlægning i værdi- og datakæden.
GreenDozer er en digital platform dedikeret til at reducere materialespild i byggebranchen. Platformen er en videreudvikling af ProffOutlet og er stiftet i 2017. GreenDozer kortlægger de kommercielle krav fra aftagersiden: hvilke datafelter og hvilken datakvalitet der kræves for at understøtte prissætning, lagerstyring og logistik.
Circue har en mission om at transformere byggebranchen ved at udstyre branchen med banebrydende værktøjer og handlingsorienterede indsigter, der fremmer cirkulariteten. I projektet kortlægger Circue platformsiden og bidrager med viden om digitale screeningsdata, eksisterende datamodeller og materialepas.
ConTech Lab er branchens fælles udviklings- og implementeringsplatform, og bidrager i projektet med et brancheperspektiv samt med at sikre, at kortlægningen kobles til relevante parallelle initiativer i sektoren.
Vil du vide mere?
Er du nysgerrig på projektet, eller har du spørgsmål? Kontakt innovationschef i ConTech Lab, Dan Skovgaard Jensen her.
Du kan desuden holde øje med kommende arrangementer på siden her eller ved at skrive dig op til vores nyhedsbrev.