Keynote speaker på Molio Konferencen 2022

Digitaliseringen skal op på næste niveau

BIM som digitaliseringsniveau er nu every day business, og vi skal op i niveau - og det i en vis fart. Sådan lyder udmeldingen fra Timo Harboe Nielsen, Computational Design Lead i byggeriafdelingen hos Rambøll, der i sin keynote-tale på Molio Konferencen 2022 vil sætte fokus på krydsfeltet mellem en effektivisering af byggeriets arbejdsgange og udnyttelse af de digitale værktøjers fulde potentiale.
People

En digital kentaur, kalder Timo Harboe Nielsen, Computational Design Lead i byggeriafdelingen hos Rambøll, sig selv, når han skal beskrive, hvad hans jobtitel egentlig dækker over. Hans fokus er at udvikle små, skræddersyede, digitale værktøjer, der kan hjælpe med at løse unikke og projektspecifikke problemstillinger bedre og mere effektivt.

Med andre ord handler det om at få udnyttet det fulde potentiale af computerkraft og derved bringe vores eget fulde potentiale i spil.

 - I mit oplæg på Molio Konferencen 2022 vil jeg konkret fokusere på to ting – kravet til, hvad vi bygger, og måden vi arbejder på. Overordnet handler det jo om bæredygtighed i byggeriet, for vi har vanvittigt travlt, men for at nå videre og komme længere op i niveau og skala, er vi nødt til at kigge på, hvordan vi begynder at tænke og arbejde anderledes og mere digitalt. Til det skal vi bruge skræddersyede løsninger, der kan løse mere komplekse problemstillinger på en effektiv måde, siger Timo Harboe Nielsen.

BIM er every day business nu – vi skal videre

For Timo Harboe Nielsen er det afgørende, at oplægget og dialogen på Molio Konferencen 2022 ikke bliver fluffy teori, men bliver en konkret inspiration til fagfolk om, hvordan de kan optimere deres hverdag og arbejdsprocesser:

- Vi er der nu, hvor BIM og almindelige digitale værktøjer er every day business rigtig mange steder. Vi skal op i niveau. Det her handler jo ikke om, at ingeniører skal lære at kode. Det handler om, at alle ingeniører skal forstå, hvad der kan lade sig gøre med computerkraft, både i den store skala, men også i forhold til dag-til-dag-opgaver. Vores problemstillinger er komplekse og kan ikke altid bare løses med de standard-digitale værktøjer, vi har til rådighed. Mange problemer kræver specifikke værktøjer – og den bevægelse, fra værktøjsbruger til værktøjsmager, er en uundgåelig del af fremtiden for ingeniører.

Optimering af hverdagen

Derfor er Timo Harboe Nielsens plan at vise nogle konkrete eksempler på, hvor et ændret fokus og arbejdsgange ikke bare har forenklet, men muliggjort, projekter i stor skala:

- Jeg elsker det her med at søge efter nye potentialer i digitaliseringens afkroge for at løse nye og fremtidige problemstillinger, så vejen er banet for digitaliseringens videre udvikling. For det hele handler jo om at gøre det lettere for os selv i hverdagen, og ved at træffe beslutninger på et oplyst og databaseret grundlag, kan vi både optimere vores hverdag, rykke digitaliseringen til næste niveau – og for alvor få gang i den bæredygtige omstilling i byggebranchen, som vi alle higer efter og arbejder for.

Oplev Timo Harboe Nielsen og mange andre på Molio Konferencen 2022 den 17. november – læs mere og tilmeld dig her