Foto: Arkitektskolen Aarhus

Danmarkshistoriens mest avancerede betonkonstruktion bygges i Aarhus

Ved hjælp af robotter og digital teknologi er den mest avancerede betonform, nogensinde opført i Danmark, i disse dage ved at tage form. Konstruktionen repræsenterer et internationalt forskningsgennembrud, som vil kunne spare millioner af tons CO2 på verdensplan og åbne for helt nye typer af byggeri med dansk milliardvækst til følge.

Dansk arkitektur og robotteknologi oplever kronede dage i denne tid med et forskningsgennembrud af de helt store i Aarhus. Det drejer sig om den iøjnefaldende eksperimentalkonstruktion Opticut / Experiment R, der er landet på Tangkrogen ved Aarhus Havn og peger på en fremtid, hvor robotter gør det muligt at skabe bygninger, som ellers havde været umulige at realisere.

 

Bag de spektakulære betonformer gemmer sig en unik historie om seks års intensiv forskning i robotteknologi og arkitektur, der har bragt Danmark i den absolutte førertrøje i et område, som er så nyt, at de færreste kender til det. Ikke desto mindre er det et felt, som kan få stor betydning for den globale byggeindustri.

 

Det perspektiv fascinerer Torben Nielsen, rektor ved Arkitektskolen Aarhus, der er institutionel tovholder på projektet:

 

– Det glæder mig naturligvis, at vi fra dansk side kan være med til at skubbe grænserne for, hvad der kan lade sig gøre i byggeriet. Men det, jeg finder mest opløftende, er faktisk at ressourcebevidsthed og arkitektonisk innovation med robotternes hjælp kan gå hånd i hånd, siger Torben Nielsen.

 

100 x hurtigere + 70 % mindre

Nøglen til projektet er en helt ny robotfremstillingsmetode, som gør det nemt og mere end 100 gange hurtigere at producere støbeforme til avancerede betonkonstruktioner.

 

Hvor det normalt tager timer at skære én kvadratmeter med en CNC-fræser, klares det på blot sekunder med den nye teknologi. Dermed bliver det muligt at lave konstruktionsdesigns, som kan spare op til 70 procent beton i forhold til almindelige konstruktioner. 

 

Opgør med betonkassetænkning

En reduktion af betonforbruget vil samtidig medføre en markant nedgang i det CO2-aftryk, som laves i forbindelse med betonbyggeri, og den nye teknologi kan dermed være med til at gøre betonbyggeri mere klimavenligt. 

 

Og når konstruktionerne sættes på slankekur giver det desuden anledning til helt nye arkitektoniske former, der gør op med den kassetænkning, mange forbinder med betonbyggeri.

 

I betonbranchen bliver projektet modtaget med spænding:

 

– Beton er simpelthen et fantastisk materiale – det kan tage alle de former, man drømmer om. Desværre begrænser økonomien i dag ofte, hvor kreativt man kan gå til værks, netop fordi støbeforme er bekostelige. Med det her projekt kigger vi ind i en fremtid, hvor kommende generationer af arkitekter vil kunne vinde helt nyt terræn med betonkonstruktioner, siger Hans Bruun Nissen, forretningsudviklingschef ved Hi-Con, som har fulgt projektet fra dets begyndelse.

 

Bredt samarbejde

Bag projektet står foruden Arkitektskolen Aarhus bl.a. robotvirksomheden Odico, betonspecialisten Hi-Con, ingeniørvirksomheden Søren Jensen, forskallingsvirksomheden Brunsgaard, Aarhus Tech, det hollandske universitet TU Delft samt en lang række aktører fra byggebranchen. 

 

– Projektet afprøver en revolutionerende ny metode, som vi har udviklet i samarbejde med Arkitektskolen Aarhus. Den blev udviklet tidligt i projektet og har allerede bevist sin nyttighed i byggeriet, hvor det bl.a. er anvendt i Vejle i det netop indviede Fjordenhus af Olafur Eliasson. I dag er første gang vi viser, hvad metoden kan gøre for optimerede betonkonstruktioner, siger adm. direktør i Odico, Anders Bundsgaard.

 

Fakta om Opticut / Experiment R

  • Projektet indvies officielt mandag d. 2. juli kl. 16.00 på Tangkrogen, Marselisborg Havnevej 2, 8000 Aarhus C.
  • Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal; Dreyers Fond og Statens Kunstfond.
  • Projektet repræsenterer verdens første topologioptimerede betonkonstruktion som er fremstillet ved robotdrevet tråd-skæring.
  • Robotdrevet trådskæring er en metode, der anvender en roterende tråd monteret på en industriel robotmanipulator til at skære former ud efter en 3d-model i Ekspanderet Polystyren, bedre kendt  som flamingo.
  • Topologioptimering er en metode som er udviklet på Danmarks Tekniske Universitet, og i dag anvendes hovedsageligt i fly- og bilindustrien. Den anvender kraftige computerberegninger til at producere former, som ikke kunne opnås ved tankens kraft .
  • Projektet er optimeret og produceret med støtte fra Hi-Con CRC i2® højstyrkebeton for yderligere at demonstrere mulighederne ved at gå til grænserne ved kontruktionsoptimering.

 

Kilde: Arkitektskolen Aarhus