Klumme af direktør og rådgiver Lars Sandstrøm, Corporate Relations. Indlægget er et udtryk for skribentens egen holdning.
Mens vi venter på Omnibus-afgørelsen: Det er nu, du skal handle på ESG

Fortsæt udviklingsarbejdet
Mit råd er: Slå koldt vand i blodet. Fortsæt med at udvikle og udmønte de strategier for ESG, som I allerede har sat i gang, hvad enten I allerede har implementeret og overholder retningslinjer for rapportering, eller er på vej til det. Der er intet spildt.
For kravet om transparens og åbenhed i forhold til en række ESG-parametre er der stadig og går ikke væk. Det kommer fortsat fra kunder, samarbejdspartnere, investorer og myndigheder. Og det vil fortsat være en konkurrencefordel og et omdømmeparameter at være en vigtig spiller i den grønne omstilling og at kunne rapportere og kommunikere om det – med data og dokumentation i orden.
Bliv en relevant partner i byggeriet
Det gælder også inden for byggeriet, hvor evnen til at kunne efterleve nye regler for bygningsopførelse, renovation og affaldsbortskaffelse bliver helt afgørende for, om din virksomhed bliver en relevant samarbejdspartner i fremtidens bygge- og anlægsprojekter. Hvis du allerede har metoder til at indsamle data, allerede har indsamlet data, og allerede har rapporteret ud dem, vil det gøre det lettere at komme i betragtning til og få mulighed for at byde kvalificeret ind på opgaver.
Når det er væsentligt for din forretning, er det derfor stadig relevant at rapportere om prioriterede ESG-data og at foretage due diligence på dine leverandører og partnere i værdikæden. Og det er ligegyldigt, om det allerede er et lovkrav, eller om det bliver det – evt. med forsinkelse.
ESG kalder på handling
ESG er meget mere end en compliance- og rapporteringsopgave. Det er først og fremmest en opgave, der sigter på at reducere negative indvirkninger på mennesker og miljø.
Det er også en opgave, der handler om at udnytte de fordele, der kommer for både virksomhed, branche og samfund, når der trækkes i samme retning. Forandringer og handlinger er derfor alfa og omega, hvis virksomhedens ESG-arbejde skal betyde noget i den samlede mission om at overholde Paris-aftalen og at få bremset klimapåvirkningerne og klodens temperaturstigning.
Jeg ved, at mange virksomheder har sat deres strategiske ESG-projekter på pause, mens de har brugt kræfterne på at forbedre deres ESG-rapportering. Det er virkelig ærgerligt, hvis reel handling og vigtige resultater skubbes til side til fordel for compliance og administrative byrder. Derfor er det også lige nu, hvor reguleringen er sat lidt på pause, at projekterne skal sættes i søen, så der igen kan blive skabt resultater i den grønne omstilling af virksomheder, industrier og samfund