
Træbyggeri - Design og konstruktion
På kurset får du grundlæggende viden om design- og konstruktionsegenskaberne for træ. Vi fordyber os i byggesystemer, praktiske muligheder, udfordringer og løsninger ved projektering af træbyggeri. Du lærer om mulighederne med CLT og limtræ, får indblik i LCA for træ og info om træ ift. en samlet miljøprofil mv. Kurset er inkl. overnatning på modulerne.
Kurset varer ialt 4 dage.
- Beskrivelse
- Program
- Undervisere
- Praktisk
- Deltagerne siger
Kurset giver dig en grundig introduktion til træbyggeri med særligt fokus på moderne byggesystemer som træskelet, CLT og limtræ. Gennem to moduler får du grundlæggende viden og konkrete værktøjer til at forstå, planlægge og arbejde med træ i byggeriet – fra idé til færdigt byggeri.
Modul 1: Introduktion til træbyggeri i praksis
Dette modul giver en bred introduktion til træ som byggemateriale – historisk, aktuelt og med blikket rettet mod fremtiden. Du får indblik i træets mange anvendelser og potentialer, og du lærer at navigere i de mange myter om træbyggeri i forhold til brand, fugt og akustik.
Modulets hovedtemaer:
- Træets historie og traditionelle samlemetoder
- Klima og miljøpåvirkninger, herunder LCA
- Træ som produkt: udvinding, forædling, forhandling og bæredygtighed
- Brancheindsigt og forventede markedspotentialer
- Byggesystemer og konstruktionsmetoder
- Hybridkonstruktioner
- Udviklingsstatus for træbyggeri i dag
- Brandbeskyttelse og konstruktiv træbeskyttelse
- Casestudie: Et træhusprojekt fra idé til overdragelse
- Kassetter og rumstore moduler
- Introduktion til CLT og limtræ
Modul 2: Konstruktion & design med CLT og limtræ
Dette modul fokuserer på industrialiseret træbyggeri med elementer i krydslamineret træ (CLT) og limtræ. Du får indsigt i, hvordan disse byggesystemer bidrager til øget produktivitet, lavere CO₂-aftryk og større designfrihed. Modulet klæder dig på til at arbejde med projektering, montage og byggelogistik i praksis.
Modulets hovedtemaer:
- Kvalitetssikring, transport og oplagring
- Arkitektur og konstruktionsdesign
- Projektplanlægning og byggelogistik
- Forbindelser og montageprincipper
- Bygningsfysiske forhold: bevægelser, svind, revner, deformitet
- Holdbarhed, vedligehold og branddimensionering
- Akustik, vibrationer og styrkeforhold
- Konstruktionsudfordringer og løsninger
- Klimaskærm og bygningsfysik
- Casestudie: Store bygninger i CLT
- Eksempler og praksisnære erfaringer
Bemærk: Kurset indeholder ikke dimensioneringslære for CLT- og limtræskonstruktioner. Ønsker du at dykke ned i dette, henvises til det særskilte kursus ”Dimensionering af CLT- og limtræskonstruktioner”.
Modul 1: Introduktion til træbyggeri i praksis
Du får grundlæggende viden om træs materiale- og konstruktionsegenskaber, og dets miljøprofil (LCA) relateret til traditionelle materialer som stål og beton. Du får overblik over træbranchen og de mange forskellige både traditionelle som nyudviklede forarbejdningsmetoder og anvendelsesområder. Modulet giver dig samtidig viden om det industrielle udviklingsstadie, forretningsområder, markedspotentiale og udfordringer for træbyggeri. Vi fordyber os i de toneangivende byggesystemer og i de praktiske muligheder, udfordringer og løsninger som kræver fokus når man projekterer og udfører træbyggeri. Slutteligt får du indblik i miljøprofilen for træ som byggemateriale, og hvorfor det er et stærkt virkemiddel i en bygnings samlede LCA-analyse.
Modul 2: Konstruktion & design med CLT og limtræ
Modul 2 har til formål at give deltagerne viden og færdigheder i design og konstruktion med CLT og limtræ. Kurset adresserer også de begrænsninger og udfordringer vi mødes af når vi bygger med træ, herunder fugtighed, ydeevne, skadedyrsbeskyttelse, akustik og brandsikkerhed.
Arkitekter, bygningskonstruktører, ingeniører, entreprenører og andre bygningsprofessionelle som ønsker grundlæggende viden om design og konstruktion af træbyggeri.
Byggeriet står for cirka 40 procent af samfundets energiforbrug, 35 procent af materialeforbruget og mellem 30 og 40 procent af affaldsproduktionen.
Derfor er det for byggebranchen vigtigt at fokusere bestræbelserne på at mindske energiforbruget, sikre klimaet og indfri ambitionerne om et CO2-neutralt samfund. Både hvad angår materialeanvendelsen, men også i forhold til mulighederne for reel genanvendelse og cirkulær økonomi.
Program - ret til ændringer forbeholdes
Hvis du er medlem af Konstruktørforeningen, Foreningen af Rådgivende Ingeniører eller Forbundet Arkitekter og Designere, så får du 10% i rabat. Du skal blot nævne det ifm. tilmeldingen.
Denne rabat kan ikke kombineres med andre rabatter.
Kurset afholdes over 2x2 dage og er inkl. overnatning.
Læs om vores digitale kursusmaterialer
Du får et kursusbevis når kurset er afsluttet.
Den Statslige Kompetencefond
Vær opmærksom på Den Statslige Kompetencefond, hvor statsansatte kan søge støtte til deltagelse i kursusaktiviteter.
- "Generelt et rigtigt godt og meget aktuelt kursus"
- "Bred repræsentation af undervisere og stor åbenhed omkring erfaring - både de gode og de dårlige"
- "Synes Magnus gjorde det godt, og sørgede for at fagligheden var høj!"
- "Alle emner var meget relevante og afspejlede forskellige synsvinkler og værktøjer til træbyggeriets muligheder og begrænsninger i forhold til krav. Der var åbnet op for indlæg, som var tæt på hverdagens virkelighed. Jeg vil fremhæve følgende: Tak til Magnus for at være en solid tovholder og for godt indlæg om modulering. Mikael Koch var som altid god for en grunding teoretisk faglig vidende om træets adfærd. TAK! John Lassen var dejligt ufiltreret i sin kommentering af sine egne yndlingsprojekter. Martin Tholstrups indlæg om hvor Træbyggeri i Danmark var godt omkring hvorhen vi navigerer, Kenny C. Holm er dygtig til at skabe engagement om de faglige potentialer. Stor tak! Anders Vestergaard illustrerede hvilket minefelt den nye brandcertificering har bragt os ud i. Endelig var August Sørensen god til at forklare LCA’s dynamik og svagheder."