Bygherres pligt til at tegne en sædvanlig brand- og stormskadeforsikring
En bygherre har, hvis AB 18 er vedtaget mellem parterne, en pligt til at tegne en sædvanlig brand- og stormskadeforsikring jf. AB 18 § 11, stk. 1. Samtlige entreprenører skal medtages som sikrede på forsikringspolicen. Bygherres forsikringspligt i AB 18 betyder, at bygherre bærer risikoen for brand- og stormskader i det omfang, at disse ville være dækket under en sædvanlig brand- og stormskadeforsikring.
Centralt i denne sammenhæng er, at en sådan sædvanlig brandforsikring ikke dækker skader, som er en følge af brand forårsaget af fejlkonstruktion eller fejlmontering. Hensynet bag bygherres forsikringspligt i AB 18 § 11 er nemlig ikke at afholde entreprenører for udgifter i tilfælde af fejlagtige monteringer og lignende. Hensynet bag forsikringspligten er derimod en anerkendelse af, at brand og stormvejr kan have enorme konsekvenser for et byggeri, hvorfor der i AB 18 er taget højde for netop denne iboende risiko for skade, som brand og stormvejr udgør. Det fandtes ved udfærdigelsen af AB 18 mest hensigtsmæssigt og rimeligt, at denne risiko bæres af bygherre.
Entreprenørens pligt til at tegne en sædvanlig ansvarsforsikring
En entreprenør er efter AB 18 § 11, stk. 3 forpligtet til at tegne en sædvanlig ansvarsforsikring. En tilsvarende forpligtelse for entreprenører følger desuden af AB 92 § 8, stk. 3 og ABT 18 § 11, stk. 3. En ansvarsforsikring dækker det erstatningsansvar, som en entreprenør kan ifalde i forbindelse med skade på 3. mands ting eller person ved udførelse af de aktiviteter, som er omfattet af forsikringspolicen. Der dækkes naturligvis alene indenfor den aftalte forsikringssum. Entreprenørens ansvarsforsikring vil derfor dække skader på f.eks. omliggende biler forudsat, at skaden er forårsaget som led i entreprenørens arbejde og der derudover er tilstrækkelig forsikringsdækning. En sådan ansvarsforsikring dækker alene skader på 3. mands ting eller person, hvorfor ansvarsforsikringen ikke dækker skader på entreprenørens egen ydelse. Hvis en murer ved et uheld forårsager skade på sit eget materiel vil forsikringsselskabet altså ikke dække materiellets værdi.
Som nævnt ovenfor, fremgår en beskrivelse/angivelse af de aktiviteter, som entreprenøren er antaget til at foretage af forsikringspolicen. Entreprenører bør derfor være opmærksomme på, hvilke beskrivelser af deres ydelser, der fremgår af forsikringspolicen. Ifalder entreprenøren et erstatningsansvar ved udførelse af aktiviteter, som ikke er omfattet af forsikringspolicen, dækker forsikringsselskabet ikke. Hvis det fremgår af forsikringspolicen, at en specifik entreprenør er antaget til at foretage el-arbejde, vil ansvarsforsikringen ikke dække, hvis den pågældende entreprenør ifalder et erstatningsansvar som led i udførelse af murerarbejde. Det afgørende for, hvad der dækkes af ansvarsforsikringen er altså ligesom med alle andre forsikringer, hvad der konkret er aftalt med forsikringsselskabet.
Ansvarsforsikringen dækker desuden ikke mangler ved en entreprenørs egen ydelse. Dette baserer sig på to forhold. For det første er der ved mangler ikke tale om et forhold, der knytter sig til tredjemand. For det andet er en mangel ikke nødvendigvis en skade. Entreprenørens kontraktuelle erstatningsansvar som følge af mangler overfor henholdsvis bygherre, totalentreprenør eller hovedentreprenør skal derfor holdes adskilt fra dækningsområdet af en sædvanlig ansvarsforsikring. Hensigten bag ansvarsforsikringen er nemlig ikke et ønske om at forsikre entreprenørens mangelfrie ydelse.
Sammenfattende i relation til entreprenørens ansvarsforsikring kan det altså siges, at ansvarsforsikringen alene dækker skader på 3. mands ting eller person forårsaget af entreprenøren ved udførelse af aktiviteter, som fremgår af forsikringspolicen og indenfor den aftalte forsikringssum.
Muligheden for at tegne en entrepriseforsikring
Der er efter AB-systemet alene pligt for bygherre til at tegne en sædvanlig brand- og stormskadeforsikring, mens entreprenører alene har pligt til at tegne en sædvanlig ansvarsforsikring. Muligheden for at tegne yderligere forsikringer er altså alene en mulighed for entreprisens parter, men ikke en forpligtigelse, der er pålagt efter AB-systemet.
Ønsker entreprisens parter at forsikre sig udover, hvad der er pligt til, vil det være hensigtsmæssigt for parterne at undersøge muligheden for at tegne en entrepriseforsikring.
En entrepriseforsikring kan tegnes af både entreprenører og bygherrer. En sådan entrepriseforsikring, som kan købes hos adskillige forsikringsselskaber, dækker fysisk tab og skade på de genstande, der er angivet i forsikringspolicen. Entrepriseforsikringen er derfor en tingsforsikring, hvorfor entreprisens parter kan forsikre f.eks. redskaber til brug for arbejdets udførelse, nødvendigt udstyr og sågar bestående bygninger. Der er generelt vide rammer for, hvad der kan forsikres gennem en entrepriseforsikring, men der følger også nogle centrale undtagelser til en sådan dækning.
Entrepriseforsikringer dækker ikke skader som følge af en mangelfuld ydelse fra entreprenører. Dette gælder både mangelfuld konstruktion samt en mangelfuld projektering af en eventuel totalentreprenør. Det er altså ikke muligt at forsikringsdække sit eget arbejde som entreprenør gennem en entrepriseforsikring. I et sådant tilfælde ville entreprenører være i stand til at forsikre en mangelfri ydelse, hvilket ikke er hensigten med entrepriseforsikringer.
I relation til dækningen af en entrepriseforsikring er det vigtigt at skelne mellem primære- og sekundære skader. Primære skader er skader, der bliver forårsaget som en direkte konsekvens af mangelfuld projektering, beregning, konstruktion eller arbejdsudførelse. Et eksempel på en direkte skade kunne f.eks. være det forhold, at et loft braser sammen som en naturlig følge af underdimensionering. En sådan direkte skade dækkes ikke af en entrepriseforsikring på trods af, at loftet er medtaget i forsikringspolicen. For så vidt angår sekundære skader dækkes sådanne dog af en entrepriseforsikring. Et eksempel på en sekundær skade kunne som en logisk konsekvens af det netop nævnte eksempel være det forhold, at loftet, som brasede sammen, beskadiger gulvet. Det beskadiget gulv er ikke en direkte konsekvens af underdimensioneringen i loftet, hvorfor entrepriseforsikringen vil dække skaden. Dette forudsætter dog naturligvis, at gulvet er medtaget som forsikret i forsikringspolicen.
Sekundære skader som følge af materialefejl må som udgangspunkt være dækket af entrepriseforsikringen. En særlig situation foreligger dog, hvor et defekt materiale indgår som en uadskillelig del i en større konstruktion. I en sådan situation må hele konstruktionen formentlig anses for værende en primærskade. Et eksempel på et sådant forhold kunne f.eks. være den omstændighed, at den anvendte beton i en muret væg er mangelfuldt. Her vil den samlede væg formentlig blive anset for værende en primærskade og derfor ikke blive dækket af entrepriseforsikringen.
Sammenfattende kan det i relation til entrepriseforsikringen siges, at entrepriseforsikringen dækker fysisk tab og skade på de i forsikringspolicen anførte genstande. Der følger dog som præsenteret ovenfor visse centrale undtagelser i denne sammenhæng.
Hvad skal parterne være opmærksomme på?
Entreprisens parter bør primært være opmærksomme på, at det ikke er muligt at forsikringsdække alt, hvorfor parterne ved enhver given tvivl om forsikringsdækning bør kontakte en entrepriseretsadvokat.
Endvidere bør parterne også være bevidste om muligheden for at tegne yderligere forsikringer end hvad, der er pligt til efter AB-systemet. Parterne bør altså være bevidste om muligheden for at tegne en entrepriseforsikring, hvorved parterne får muligheden for at foretage yderligere forsikringsdækning.
Det er værd at være opmærksom på, at forsikringer altid bør suppleres af en gennemarbejdet entreprisekontrakt, der tager højde for den potentielle risiko i den konkrete sag.