Hvad mener jeg med ”dummebøde”?
En af de store nyskabelser i de nye AB-regler er indførelsen af den såkaldte konventionalbod for rådgivers glemte ydelser.
Baggrunden er, at det historisk set har vist sig tæt på umuligt at få erstatning fra en rådgiver for ydelser, der ikke er medtaget i projektet. Dette af den simple grund at bygherre ikke har lidt et egentligt tab. Byggeriet ville jo som regel have kostet det samme, såfremt fejlen ikke var sket. Bortset naturligvis for merprisen forbundet med at opdage det undervejs i byggeriet.
Derfor har man i ABR 18 § 49 skrevet følgende bodsbestemmelse:
”Stk. 2. I tilfælde af bygherrens tilkøb af en merydelse hos entreprenøren som følge af, at rådgiveren ved en fejl ikke har medtaget ydelsen i projektet, skal rådgiveren betale bygherren en konventionalbod på 5 % af den del af prisen for samtlige sådanne tilkøb, for hvilke der ikke er fastsat enhedspriser. Hvis samtlige tilkøb efter 1. pkt. udgør mindre end 2 % af den samlede entreprisesum for bygge- eller anlægsarbejdet, skal rådgiveren ikke betale konventionalbod. Rådgiverens samlede betaling af konventionalbod ifølge 1. pkt. kan højst udgøre 10 % af rådgiverens honorar. (...)”
Når man kalder det en ”bod” og ikke ”erstatning” skyldes det, at erstatning forudsætter, at der er lidt et tab, mens man altid kan opkræve bod.
Bestemmelsen er svær at læse for mange og giver hyppigt anledning til spørgsmål.
Er det så en god ide at opkræve bod af rådgiver?
Jeg har nu i flere sager haft lejlighed til at tage stilling til, om det er en god ide at opkræve denne bod.
Dilemmaet er det samme, som når man overvejer at opkræve dagbod hos en entreprenør: Hvis ikke man opkræver boden tidligt, risikerer man, at retten til at opkræve boden bortfalder.
Men hvis man kræver boden med det samme, risikerer bygherre at ødelægge samarbejdet med sin ”tekniske advokat”, der skal kæmpe hans sag overfor entreprenøren. At opkræve bod hos rådgiver vil i langt de fleste tilfælde medføre, at tilliden, kemien og den fælles interesse enten reduceres eller helt ødelægges.
Så hvad skal bygherre stille op?
Spørgsmålet er derfor: Hvad skal bygherre stille op? Oftest er min anbefaling at lade den ligge, medmindre der er tale om klare, væsentlige fejl, som vanskeligt kan bortforklares.
Det er i de fleste tilfælde ikke prisen værd at ødelægge et godt samarbejde på et kritisk tidspunkt midt i en byggesag.
Såfremt bygherre ønsker at bevare retten til bod, rummer bestemmelsen en ”kattelem” for at sparke spørgsmålet til hjørne: Retten til bod kræver, at man i starten af byggeriet altid vil være under grænsen. Bygherre kan derfor blot indledningsvist nøjes med at registrere ekstrakravene og må – i hvert fald i starten – kunne tage et mere blødt forbehold om, at man må se på det samlede regnestykke senere, eller i forbindelse med afslutningen af byggesagen.
