Hvad er entreprenørens projekteringsansvar?

Et projekteringsansvar er ansvaret for mangler ved en entreprise, der skyldes fejl og mangler ved projekteringen og rådgivningen forbundet med entreprisen.

Entreprenørens projekteringsansvar afhænger som udgangspunkt af entrepriseformen. Er aftalen mellem bygherre og entreprenør en aftale om totalentreprise, følger det af ABT 18 § 12, stk. 1-2, at en del af totalentreprenørens ydelse består af projektering. Da en andel af totalentreprenørens ydel se består af projektering, pålægges totalentreprenøren som udgangspunkt også ansvaret for fejl og mangler ved denne projektering.

Der kan dog være konkrete omstændigheder, der taler for, at bygherren bærer risikoen for mangler grundet fejlagtig projektering. Eksempelvis skal totalentreprenøren som udgangspunkt ikke pålægges ansvaret for mangler, der opstår, fordi totalentreprenøren har anvendt løsninger, der faktisk var foreskrevet af bygherren.

Er der antaget en bygherrerådgiver, følger det af ABR 18 § 14, at hvis ikke andet er aftalt, så består rådgiverens ydelse af projektering af hele entreprisen. Rådgiveren påtager af denne grund som udgangspunkt et projekteringsansvar. Foretages projektering af en del af entreprisen dog faktisk af en anden end rådgiveren, har rådgiveren dom udgangspunkt ikke ansvaret for mangler som følge af denne projektering.

Overlader rådgiveren hele projekteringen eller andele heraf til et antal underrådgivere, således at der reelt bliver tale om underrådgivning efter ABR § 7, forbliver projekteringsansvaret hos hovedrådgiveren.

Foreligger der ikke en totalentreprise, følger det af AB 18 § 17, at en entreprenør alene skal projektere, hvis dette er aftalt med bygherre. Udgangspunktet efter AB 18 er altså, at projektering ikke er en del af entreprenørens ydelse. I moderne entrepriser er det ikke unormalt, at en entreprenør påtager sig en andel af projekteringen af entreprisen og dermed et projekteringsansvar.

Hvornår påtager entreprenøren sig et projekteringsansvar?

Som det fremgår ovenfor, så er det udgangspunktet, at entreprenører – der ikke er totalentreprenører - ikke påtager et projekteringsansvar, idet projektering ikke er en del af ydelsen.

Ved nogle entrepriser sker der fra bygherrens side udbud på funktionskrav, således at bygherren alene har fastlagt bestemte proces- eller funktionskrav, som entreprenørens ydelse skal leve op til. Ved sådanne funktionsudbud følger det af AB 18 § 17, stk. 1, at en del af entreprenørens ydelse består af projektering af entreprisen på en sådan måde, at kravene bliver opfyldt. Funktionsudbud kan derfor betegnes som en delvis totalentreprise, da entreprenøren skal varetage samme funktion som ved en totalentreprise, blot begrænset til en bestemt del af entreprisen. Udgangspunktet ved udbud på funktionskrav er derfor ligesom ved totalentreprise, at entreprenøren pålægges projekteringsansvaret.

Det forekommer dog også, at entreprenører påtager et større projekteringsansvar til trods for, at der hverken foreligger en totalentreprise eller et funktionsudbud.

Foretager entreprenøren reel projektering, da vil entreprenøren som udgangspunkt bære ansvaret for denne projektering. Dette skyldes den omstændighed, at når entreprenøren foretager projektering uden bygherrens protest hertil, må det anses for en stiltiende aftale mellem parterne om entreprenørprojektering. Anvendelsesområdet for sådanne stiltiende aftaler må dog med tiden siges at være blevet indskrænket. Med indførelsen af AB 18 er der nemlig kommet et større fokus på planlægning, hvilket bl.a. også kommer til udtryk i AB 18 § 4, stk. 3. Kravene der stilles til parternes adfærd for, at en sådan stiltiende aftale kan siges at foreligge, må derfor siges at være skærpet ved brug af AB 18.

Foreligger der en situation, hvor der ikke er klare holdepunkter for, hvem der har til opgave at foretage projekteringen, da vil projekteringsansvaret som udgangspunkt blive pålagt vedkommende, der faktisk foretager projekteringen.

I tilfælde hvor projektmaterialet må siges at være spinkelt, således at der ikke er udarbejdet et ordentligt projekt eller valget af produkt og fremgangsmåde er overladt til entreprenøren, er udgangspunktet tilsvarende, at vedkommende, der foretager projektering også pålægges projekteringsansvaret. I sådanne tilfælde taler den manglende detaljering i udbudsmaterialet dog til fordel for, at bygherren skal pålægges projekteringsansvaret. Dette bunder igen i det store fokus i AB 18 på planlægning og den omstændighed, at entreprenørprojektering skal ske i overensstemmelse med bygherrens anvisninger jf. AB 18 § 17, stk. 3. Praksis vedrørende spinkle projekter synes i øvrigt at afhænge væsentligt af sagens faktiske omstændigheder, herunder om entreprenøren burde have sagt fra eller om entreprenøren egentlig har påtaget sig at projektere.

I et uformelt samarbejde mellem en entreprenør og en bygherre, hvor entreprenøren forslår bestemte løsninger er udgangspunktet, at entreprenørens inddragelse i samarbejdet ikke er tilstrækkeligt til at pålægge entreprenøren et projekteringsansvar. Dette er kodificeret ved AB 18 § 17, stk. 1, hvorefter entreprenøren ikke påtager sig projektering ved at fremsætte forslag, til trods for at bygherren implementere disse forslag.

Generelle retningslinjer, der kan være med til at fastlægge, hvem der pålægges projekteringsansvaret

Som det fremgår oven for, så er retsstillingen vedrørende entreprenørens projekteringsansvar ikke entydig, når entreprenørens pligt til at projektere ikke er aftalt på forhånd. Der vil derfor herunder blive anført momenter, der kan være med til at klarlægge, hvem af parterne der i sidste ende bliver pålagt projekteringsansvaret, hvor dette ikke på forhånd er klart.

Det kan tale til fordel for, at projekteringsansvaret skal pålægges entreprenøren, at bygherren ikke er bistået af tekniske rådgivere. Herved er entreprenøren nemlig den nærmeste person med den fornødne sagkundskab til at vide, hvilke forslag, der er uhensigtsmæssige. Herudover kan det også tale til fordel for, at entreprenøren skal pålægges projekteringsansvaret, hvis entreprenøren har en særlig sagkundskab inden for netop det omfattede fagområde. Har entreprenøren desuden en økonomisk interesse i visse ændringsforslag til entreprisen som f.eks. anvendelsen af egne produkter, taler det ligeledes for, at entreprenøren skal pålægges projekteringsansvaret.

Omvendt kan det tale til fordel for, at projekteringsansvaret skal pålægges bygherren, hvis projektmaterialet er særdeles udetaljeret. Uklarheder i projektmaterialet må bygherren desuden også pålægges ansvar for. Til en vis grad må argumentet om, at bygherren ikke har krav på projekteringen som en gratis biydelse også anses for berettiget.

Hvad bør parterne være opmærksomme på?

Parterne bør forsøge at aftale sig ud af en potentiel konflikt om placeringen af et projekteringsansvar. Parterne bør derfor forud for byggeriet og anlægsarbejdernes start klart og tydeligt aftale, i hvilket omfang entreprenøren har til opgave at foretage projektering. En entydig og klar aftale herom vil sikre, at der ikke er tvivl om, hvem der bærer ansvaret, og samtidig vil den entydige aftale om ansvarsfordelingen også agere som incitament for vedkommende, der risikerer at blive pålagt ansvaret, til at sikre projekteringens kvalitet.

Det er samtidig også vigtigt, at parterne har kendskab til retsvirkningerne af valget af netop den entrepriseform de vælger, da projekteringsansvaret varierer herefter.