Hvad skal parterne være opmærksomme på?
Forcering er et værktøj, som det står entreprenøren frit for at benytte til at fremskynde byggeriet og afværge eventuel forsinkelse og bygherres mulige krav på erstatning eller dagbod.
Påstår en bygherre, at entreprenøren er i ansvarspådragende forsinkelse, skal parterne være opmærksomme på, at bygherre herved påtager sig en standspunktsrisiko. Bygherre skal nemlig betale for entreprenørens forceringsomkostninger forbundet med at indhente denne forsinkelse, såfremt det viser sig, at entreprenøren ikke var i ansvarspådragende forsinkelse.
Hvad er forcering efter AB 18?
Ved forcering forstås, at en entreprenør fremskynder udførelsen af arbejdet, eksempelvis ved at hyre mere arbejdskraft eller iværksætte aften/weekendarbejde. Forcering er ikke noget nyt begreb, men det har ikke tidligere været særskilt reguleret i AB-reglerne.
Ved AB 18 § 41 er der nu indført en særskilt bestemmelse om entreprenørens krav på betaling for forcering, der afspejler og er i overensstemmelse med tidligere praksis på området.
Hvis parterne har aftalt forcering, kan entreprenøren selvsagt kræve betaling herfor. Dette er nu kodificeret ved AB 18 § 41, stk. 1, litra a.
Med den nye bestemmelse er der i øvrigt ikke indført nogen generel pligt for entreprenøren til at forcere.
Hvilken betydning har forcering i tilfælde af forsinkelse?
Hvis en entreprenør forventer at blive forsinket, og entreprenøren bærer ansvaret for denne forsinkelse, er det relevant for entreprenøren at vurdere, om forsinkelsen skal indhentes ved forcering for egen regning.
For entreprenøren er dette reelt en afvejning af, hvorvidt entreprenøren ønsker at afholde de ekstra omkostninger forbundet med forcering, for potentielt at bevare den gode relation til bygherre. Samtidig vil forcering også kunne afværge bygherres eventuelle krav på erstatning eller dagbod grundet forsinkelsen. Dette er entreprenørens valg, hvorfor bygherre ikke kan gennemtvinge forceringen.
Hvis bygherre påstår, at entreprenøren er ansvarlig for forsinkelse, kan entreprenøren vælge at afværge denne forsinkelse ved forcering. Viser det sig efterfølgende, at entreprenøren ikke var i ansvarspådragende forsinkelse, eksempelvis fordi entreprenøren havde krav på tidsfristforlængelse, kan entreprenøren kræve forceringsomkostningerne betalt af bygherre, jf. AB 18 § 41, stk. 1, litra b.
Hvis entreprenøren i et sådan tilfælde vil kræve betaling for forceringsomkostningerne, skal entreprenøren forinden forceringen have givet bygherren en skriftlig meddelelse herom, jf. AB 18 § 41, stk. 2. Formålet med denne varsling er primært bevissikring. Manglende varsling medfører dermed ikke, at entreprenørens forceringskrav går tabt, blot at entreprenøren bevismæssigt står dårligere. Entreprenørens forceringskrav kan efter samme bestemmelse nedsættes, hvis det må anses for urimeligt. At kravet er urimeligt er bygherres bevisbyrde.