Af Sofia Lynge Larsen og Louise Skøtt Gadeberg
Byggebranchen står overfor et paradigmeskifte, hvor miljøbelastningen fra bygninger og byggerier indenfor den næste årti skal nedbringes markant. Helt grundlæggende udfordrer det den måde, vi traditionelt har bygget og udviklet byggeriet på gennem mere end et århundrede.
Træ i byggeriet har store potentialer til at erstatte beton og metaller – enten som ’rene’ løsninger eller i hybride systemer. Udover at træ som konstruktionsdel lagrer CO2 og fjerner det fra atmosfæren – så er træet genanvendeligt ved end-of-life og design for adskillelse. Men både teknisk, branchemæssigt og kulturelt er der barrierer, siger Bo Riisbjerg Thomsen, udviklingskonsulent i Molio og arrangør af TRÆdagen:
- TRÆdagen 2022 fokuserer på træ som byggemateriale. Gennem indlæg fra eksperter og erfarne specialister, bearbejdes de store muligheder, der er for anvendelse af træ i fremtidens byggeri, men vi adresserer også de begrænsninger og udfordringer, vi mødes af, når vi bygger med træ, siger han og fortsætter:
- Træ har en række uovertrufne egenskaber, og er p.t. det materiale vi bedst kan bruge som erstatning for gængse konstruktionsdele som beton, stål og aluminium. Træ har ud over de gode miljøkvaliteter også fordele inden for design for adskillelse, byggelogistik, egenvægt, indeklima og akustik. Men træ har også udfordringer, når vi ønsker at bygge, som vi plejer.
Viden skal udbredes
Formålet med at afholde TRÆdagen 2022 er at samle al den viden, som branchens specialister besidder via deres daglige arbejde med træ, så den kan videregives til endnu flere, forklarer Bo Riisbjerg Thomsen:
- Vi vil nå frem til, at de finder gode alternativer og viden om, hvordan man kan bygge, arbejde og konstruere med træ. Vi vil besvare de spørgsmål, som branchens aktører kunne have angående højhuse i træ, pro og kontra ved at bygge i træ, samt hvilke muligheder det giver.
Læs mere om træ som byggemateriale