Bygningskonstruktøren fik nye kompetencer med hjem

Vi har talt med bygningskonstruktør Michael Leismann Andersen. Han arbejder som IKT-leder hos Signatura Architects i Brønderslev. Han deltog på seneste runde af IKT-koordinator- og lederuddannelsen, og forklarer her, hvad den har givet ham og hans arbejdsplads.
People

"Som IKT-leder er det vigtigt at det tværfaglige samarbejde fungerer. Gennem IKT-koordinator- og -lederuddannelsen, har jeg fået de redskaber der skal til, for at kunne etablere en god base for dette samarbejde, som kan sikre at projektet kommer rigtig fra start" siger Michael Leismann Andersen og supplerer

"Uddannelsen har klædt mig godt på til at varetage min rolle som IKT-leder og BIM-koordinator. Det har gjort mig mere selvsikker i min rolle og i mine og andres arbejdsopgaver, hvilket er godt, når man fx står foran et projekteringsteam og skal fortælle hvordan kollisionskontrollerne skal udføres. Det gør også at jeg nu føler, at jeg er på forkant med de arbejdsopgaver der skal udføres under alle projektets faser".

Kompetencerne skal anvendes i praksis
Formålet med IKT-koordinator og -lederuddannelsen er, at de kompetencer man får på uddannelsen, skal gavne både virksomhed og det daglige arbejde:

"Uddannelsen har givet mig nogle værktøjer, som jeg har kunne tage med hjem til tegnestuen, og begynde at implementere med det samme. Det har givet tegnestuen en mere professionel tilgang til IKT og BIM, hvilket har resulteret i at vi har kunne tidsoptimere flere af arbejdsopgaverne både internt og eksternt", siger Michael.

Han mener også, at de kompetencer og værktøjer han har fået på uddannelsen, har bidraget til tegnestuens arbejde med bæredygtighed:

"Et eksempel kunne bl.a. være brugen af IKT-procesmanualen. Nu har vi et værktøj der kan bruges til at retningsbestemme opbygningen af de digitale fag-modeller, så information, som skal bruges ifm. bæredygtighed, bliver forankret direkte heri."