Dialogmøde

buildingSMART Danmark

Torsdag d. 5. december 2019 inviterer Molio til dialogmøde om buildingSMART Danmark. Vi fortæller blandt andet om, hvor langt vi er med etableringen af det selvstændige danske chapter og løfter sløret for fremtidsplanerne.
People

buildingSMART fokuserer på udviklingen af åbne standarder og understøtter hermed det tværfaglige samarbejde i byggeriet.

De respektive fagdiscipliner har mulighed for at anvende de software-programmer, der bedst støtter deres behov og mest effektivt lader dem udføre deres del af arbejdet, hvorefter de via IFC-formatet kan videndele og kommunikere med projektets øvrige samarbejdspartnere.

Christina Hvid, administrerende direktør i Molio glæder sig til dialogmødet:

– Lige nu står vi ved en spændende start for et helt nyt buildingSMART Danmark. Vi lægger i disse dage sidste hånd på ansøgningen til buildingSMART International om etableringen af buildingSMART Danmark, søger medfinansiering og partnere til etableringsåret og er i fuld gang med at oprette en organisation, der sikrer at buildingSMART Danmark kommer flyvende fra start allerede i begyndelsen af 2020.

Samarbejde er vigtigere end nogensinde

Thomas Graabæk, buildingSMART projektmedarbejder hos Molio, har gennem efteråret arbejdet hen imod etableringen af buildingSMART Danmark, supplerer:

– I takt med at kompleksiteten i byggeriet øges bliver kommunikation, vidensdeling og samarbejde blandt byggeriets parter vigtigere end nogensinde før. Kombineret med byggeriets stigende digitalisering er der et stort behov for at understøtte det digitale samarbejde på tværs af faggrupper såvel som software-platforme. buildingSMART bidrager til dette arbejde gennem deres virke for udviklingen af åbne standarder.

Bedre processer, optimeret økonomi og kvalitet

Ambitionen er, at buildingSMART Danmark bliver en værdiskabende organisation, der aktivt understøtter udbredelsen af åbne BIM-standarder i byggeriet.

Etableringen af buildingSMART Danmark er ensbetydende med flere aktiviteter, mere videndeling og flere udviklingsprojekter, der kommer den samlede danske byggebranche til gode og fører til bedre processer, optimeret økonomi og øget kvalitet.

En vigtig del af buildingSMART Danmark er også at øve indflydelse på de internationale åbne standarder, hvor fokus fra dansk side blandt andet vil være på infrastruktur/anlæg, bæredygtighed, drift og egenskaber.

En del af buildingSMART BOOST

Dialogmødet er en del af buildingSMART boost-arrangementet i BLOX, der finder sted mellem kl. 12.00 –16.00, hvorefter der er tid til netværk og bobler.

Morten Graven Bilde, Associeret Partner, BIM-specialist JUUL | FROST Arkitekter, er dagens konferencier og fører os sikkert gennem en eftermiddag i de åbne standarders tegn.

Temaet for boost-seminariet er ’Jura og digitalisering’, hvor Peter Fauerholdt Thommesen, partner hos VILTOFT, fortæller om juraen i digitale projekter, mens Salman Pey, BIM-chef hos Niras, fortæller om ’digital procesplanlægning’.

Klokken 15 glider boost-seminariet over i Dialogmøde: buildingSMART Danmark, hvor Christina Hvid, administrerende direktør i Molio, og Thomas Graabæk, buildingSMART-projektmedarbejder i Molio, giver en opdatering på og løfter sløret for fremtidens buildingSMART i Danmark.

Læs mere og tilmeld dig her

Tilmelding til dialogmøde alene

Ønsker du kun at deltage i dialogmødet kl. 15.00 - 16.00, hvilket er uden beregning, tilmelder du dig ved at sende en email til Thomas Graabæk på tg@molio.dk Vi glæder os til at se dig!