Byggeindustrien i Europa står for ikke mindre end 37% af den samlede CO2-udledning og forbruger massive mænger af nye ressourcer. At den har en betydelig negativ indvirkning på både klima og naturressourcer, er de færreste efterhånden i tvivl om.
På europæisk plan er der derfor fuldt fokus på, hvordan vi fremmer cirkularitet og cirkulær økonomi i bygge- og anlægsbranchen. Det var den britiske ekspert i cirkulær økonomi, Gilli Hobbs, i januar inviteret til Circular Build Forum i Danmark for at give et indblik i.
Fælles standarder og integreret lovgivning
Med mere end 30 års erfaring inden for policy og praktisk implementering har Gilli Hobbs en central rolle i den europæiske komité CEN TC 350 SC1 Cirkulær Økonomi i Byggesektoren. Komitéen arbejder med at udvikle standarder, retningslinjer og krav, der skal fremme overgangen fra lineær til cirkulær økonomi.
Og det har været og er fortsat en lang proces. For alene det at skabe et fælles sprogligt og begrebsmæssigt udgangspunkt er komplekst, men også nødvendigt, når man skal opnå konsensus og fælles fodslag om prioriteringer og løsninger.
Den gode nyhed er, at styrings- og reguleringsgrundlaget både på europæisk og nationalt plan bliver mere og mere sammenhængende og integreret på tværs af byggeriets værdikæde og på tværs af industrier.
Resultatet er, at der begynder at opstå meningsfulde synergier. For ifølge Gilli Hobbs er netop regler og regulering en af de væsentligste drivere i den cirkulære omstilling. Det er de nye lovkrav om lavere CO2-aftryk i byggeriet og bekendtgørelsen om selektiv nedrivning aktuelle danske eksempler på.
Lovreguleret opbremsning for nedrivning i London
I London, fremhæver hun, er man gået langt og har indført en lovregulering, der skal opbremse unødvendig nedrivning. Initiativet kaldes Retrofit First og har til formål at undgå at rive bygninger ned og i stedet genbruge så meget som muligt.
Kan man ikke bevare helt, skal man enten bevare delvist eller adskille og genbruge. Først som sidste udvej kan nedrivning vælges – og det kræver dokumentation fra udviklere, bygherrer og rådgivere.

Mere end 300 professionelle i bygge- og anlægsbranchen deltog på Circular Build Forum 2025 på Marienlyst Strandhotel i Helsingør.
Økonomiske incitamenter og effektive forretningsmodeller
Men stærk og klar lovgivning gør det ikke alene. Lovgivningen bør også håndhæves. Frivillighed, lange hensigtserklæringer og grønne løfter uden handling bag har vi set nok af.
Derudover skal der følge konkrete økonomiske incitamenter med til at understøtte udviklingen af nye forretningsmodeller, der både er miljømæssigt og økonomisk bæredygtige. Her fremhæver Gilli Hobbs også flere eksempler på cirkulære løsninger, hvor genbrugt materiale lykkes med at opnå kommerciel værdi og dermed økonomisk bæredygtighed.
Det er fx såkaldte løsninger, hvor en producent eller en tredjepart tager materialer som tæpper, lofter eller glas tilbage og sikrer genanvendelse, eller leasing af materialer og systemer.
Innovation og vidensdeling er afgørende
En anden vigtig driver kommer af innovation og samarbejde i værdikæden som helhed, mener Gilli Hobbs, og fremhæver flere eksempler på aktører i forskellige led i værdikæden, der deler vejledninger, guides og best practices med branchen.
Når vi begynder at udveksle viden, får vi for alvor redskaber og inspiration til at omsætte lovregulering til konkret praksis.
“Engaged professionals working together are making the change happen,” lød det fra Gilli Hobbs, der lod kongresdeltagerne gå hjem med et indtryk af en europæisk byggebranche, der nok har lang vej igen, men hvor cirkulær lovgivning og løsninger dog begynder at slå igennem og vise en anden vej.
Gilli Hobbs’ keynotepræsentation ved Circular Build Forum blev muliggjort takket være støtte fra Boligfonden Kuben