Programmet til Circular Build Forum 2021 er på plads. Foruden oplagte netværksmuligheder med ligesindede, er denne to-dages kongres spækket med oplæg med lige dele inspiration, debat og klar-til-brug-redskaber til cirkulært byggeri.
Derudover lægges der i høj grad op til en case-baseret tilgang til viden, så vi får et øget fokus på det, som i forvejen virker, fremfor for teori.
Bredden er ifølge DI Dansk Byggeri en styrke:
- Der former sig et helstøbt indholdskatalog, som når ud i hjørnerne af cirkulært byggeri. Det er vigtigt, for cirkulært byggeri kræver samlende løsninger, siger Mads P. Gede, chefkonsulent, DI Dansk Byggeri.
Nedenfor kan du læse fire nedslag i programmet. Se hele programmet og beskrivelse af sessioner her.
Oplæg og workshop v/VCØB:
Hvordan skaber vi forretning?
Flere og flere forretningsidéer tager i dag udgangspunkt i opgradering og genbrug af byggeelementer, -materialer og andre produkter. I takt med stigende genanvendelse af materialer, mere cirkulære byggerier dukker der også en ny række ubesvarede spørgsmål op.
VCØB er vært på denne session, hvor der i fællesskab ledes efter svarene på nogle centrale spørgsmål, når cirkulært byggeri skal støtte forretningen. I sessionen går vi bl.a. i dybden med, hvordan der kan skabes synergi mellem forretningsmæssige og cirkulære principper, når vi bygger i fremtiden.
Mød bl.a.: Anke Oberender, VCØB, Gitte Haar, Center for Cirkulær Økonomi og Line Nørmark, Transition ApS
Oplæg og workshop v/ Teknologisk Institut:
Alternative greb i den cirkulære dagsorden
Byggeaffald udgør en betragtelig andel af den samlede mængde affald på verdensplan. Men der er endnu få veletablerede eksempler på cirkulær økonomi i større skala i byggebranchen.
Med udgangspunkt i to cases med alternative tilgange, vil sessionen forsøge at give inspiration til at tage et skridt tilbage og undersøge nye muligheder. Sessionen består af et oplæg med en efterfølgende workshop, hvor deltagerne bliver udfordret til at tage de nuværende barrierer for skalering af cirkulær økonomi i byggebranchen op til revision.
Mød bl.a.: Kasper Espenhein, Pihl, Lars Andersen, NCC, Martin Hedevang Andersen, ORCA, Mikkel Christensen, Christianias Tekniske Forvaltning, Lise Lyngfelt Molander, Teknologisk Institut
Paneldebat v/IDA Byg:
Stiller bygherrer nok (konkrete) krav til cirkulær økonomi?
Bygherrerne er nogle af samfundets største indkøbere og deres investeringer rækker ofte flere årtier ud i fremtiden. De har derfor et særligt stort ansvar ift. en cirkulær samfundsudvikling.
Sessionen stiller spørgsmålet: Hvordan og hvilke krav skal bygherre stille til cirkulær økonomi? Og om de rigtige krav kan kickstarte en cirkulær omstilling af hele sektoren?
Mød bl.a.: Jens Runge, Københavns Kommune, Hanne Ullum, Bygherreforeningen, Jens Breinholt, Pension Danmark, Leonora Eberhart, BUILD, Tine Lange, Responsible Assets, Lars Hjort og Sigrid Sturlason, IDA Byg
Salonsamtale v/ Bygherreforeningen:
Kan kommunerne være løftestang for cirkulær økonomi?
Kommunerne er nogle af Danmarks største bygherrer og porteføljeejere og afvikler og udvikler dermed årligt egne bygninger for milliarder. Kommunerne er desuden ansvarlige for den fysiske planlægning af byerne og det åbne land, og spiller en central rolle i forhold til råstofudvinding og affaldshåndtering.
På sessionen drøftes, hvor kommunerne kan vise, hvordan genbrug og genanvendelse indpasses i en ny cirkulær miljømæssig og social markedsøkonomi.
Mød b.la.: Pernille Kern Kernel, Region Hovedstaden, Klaus Kellerman, Roskilde Kommune, Erika Yates, Høje Taastrup Kommune, Graves Simonsen, Bygherreforeningen
Et stærkt line-up
Projektleder på Circular Build Forum er meget tilfreds:
- Branchen bugner af interessante løsninger og skarpe fagpersoner, og det, synes jeg, ses i programmet, som jeg tror både kan motivere og levere praktiske og konkrete værktøjer, siger Thomas Kingo Karlsen fra Kingo Karlsen A/S, som er på programmet på Circular Build Forum.
Oplev kongressen d. 18.-19. august i HUSET Middelfart - læs mere