Molio Prisdata er bygggebranchens fælles prisdatabaser. Prisdatabaserne indeholder meget mere end m2-priser og priser på fag- og bygningsdele. De indeholder også en lang række andre data som fx egenskaber, GWP (CO2-e)-data, som er nyttige, når man laver budgetter eller tilbud på en byggesag.
Molio Prisdata er udviklet og forfinet gennem 50 år og er i dag et centralt værktøj, som bliver brugt i hele byggeriets værdikæde af byg- og driftsherrer, rådgivere og udførende. Derfor er det også vigtigt, at brugsværdien er høj for vores kunder. Det sikrer Molio via løbende opdateringer og udvikling af værktøjet.
Om jobbet
Som Datamanager får du en central rolle i den fremtidige udvikling af Prisdata. I dit daglige arbejde vil du indgå i vores produktteam og være en del af udviklingsmiljøet i Molio, som arbejder med implementering af nye teknologier i Molios digitale værktøjer. Alt sammen i tæt samarbejde med byggebranchens virksomheder og eksperter. Konkret vil du skulle bidrage til at afklare mulighederne for brug af AI-teknologi i Molio Prisdata samt implementere databaserede arbejdsgange, der hvor det skaber værdi.
Du vil også skulle følge med i, hvad der sker i branchen blandt andet i forhold til den grønne omstilling. Eksempelvis har prisdatabaserne for 2025 fået indarbejdet priser på en lang række nye, biogene byggematerialer og i foråret 2024 fik vi indarbejdet GWP-data (Global Warming Potential) til de tidligere LCA-beregninger.
Du kommer til at referere til Molios COO og du vil arbejde tæt sammen med produktchefen for Molio Prisdata.
Dine primære opgaver vil være at
• arbejde på at optimere og implementerer datadrevne arbejdsgange
• vedligeholde og udbygge indholdet i prisdatabaserne med beskrivelser, detaljetegninger, egenskaber og priser
• implemere AI i Molio Prisdata
• kvalitetssikre data og dataflow
• bidrage til at udvikle beregningsværktøjet Priskalk
• yde kundesupport relateret til produktet.
Vi forestiller os, at du
• har en byggefaglig uddannelse bag dig (fx Byggeteknik, Architectual Engineering, Bygningskonstruktør) - suppleret med nogle års praktisk erfaring fra branchen
• har godt kendskab til at arbejde struktureret med data og AI og det er vigtigt, at du har interesse for teknologiens potentiale i bygge- og anlægsbranchen
• har god indsigt i byggeriets digitale processer og forståelse for, at data er et omdrejningspunkt – ikke mindst i forbindelse med bæredygtigt byggeri
• arbejder struktureret, detaljeorienteret og ansvarsbevidst i din opgaveløsning
• er god til at kommunikere – både når det vedrører supportsager til kunder, eksterne samarbejdspartnere og internt på ”udviklersprog”
• har et positivt mindset og rr nem at omgås, engageret og god til at samarbejde.
Vi tilbyder dig
• en stilling, hvor dit arbejde med data og AI bidrager til at øge digitaliseringen til glæde for branchen
• et selvstændigt og ansvarsfuldt job i en spændende virksomhed, hvor din indsats vil gøre en forskel og hvor miljøet er uformelt
• at du bliver en del af et dedikeret produktteam, der er med til at sikre et stærkt værditilbud for Molios Digitale Værktøjer med udgangspunkt i Molio Prisdata
• gode faglige og personlige udviklingsmuligheder samt indflydelse på egne arbejdsopgaver
• løn efter kvalifikationer, pensionsordning, sundhedsforsikring og god frokostordning.
Sådan ansøger du
Hvis du kan se dig selv som Datamanager i Prisdata, så send ansøgning og CV til job@molio.dk mærket ”Datamanager” i emnefeltet.
Ansøgningsfrist: d. 31. marts 2025.
Alle henvendelser behandles fortroligt, og i takt med at vi modtager dem. Så send gerne ansøgning snart.
Hvis du vil vide mere om jobbet, er du velkommen til at kontakte Jonas Højriis på mail joh@molio.dk eller mobil 2540 7436.