Som forventet ramte vi ikke 100 pct. plet med vores seneste prognose for Byggeomkostningsindekset i fjerde kvartal. Alene valget af nøjagtighed kan betyde op til 10 pct. i afvigelse.
Samlet set lander indekstallet for tredje kvartal på 124,6, hvor Molios fremskrivningsmodel gav en prognose på 124,9. Det vil sige en afvigelse på 0,3 indekspoint. Da indekset er baseret på en vægtet fordeling mellem de to parametre Materialer og Arbejdsomkostninger, er det interessant at dykke længere ned.
- For Materialer var differencen mellem de realiserede tal og Molios skøn 0,4 indekspoint.
- For Arbejdsomkostninger var differencen mellem de to tal ligeledes 0,4 indekspoint.
Estimatet for materialer var forholdsvis præcist for 2022K4, hvor vi ser en mindre samlet stigning på indekstallet for materialer sammenlignet med de seneste kvartaler. Selv om nogle materialer nu er begyndt at falde lidt i pris, og dermed dæmper udviklingen lidt, ser vi igen en svag stigning på fx jern og stål samt betonvarer ifølge indekstallet PRIS1115 fra Danmarks Statistik. En del af stigningen skyldes formentlig de fortsatte forøgede udgifter til energi og logistik.
Vores forventning til arbejdsomkostningerne ramte dog forholdsmæssigt mindre præcist i denne omgang. Siden 2016 har vi set stigninger fra K3-K4, som spænder mellem 0,4 - 0,9. Vores skøn lå derfor i den høje ende, mens det realiserede tal lå i den lave ende. Der er en del usikkerhed i forbindelse med sæsonudsving, og vi vurderede at den høje inflation og stadig høj beskæftigelse på daværende tidspunkt, ville drive lønningerne lidt opad. Årsagen til den mindre stigning kunne bl.a. være den nedgang i beskæftigelse, som vi så i K4.
I dette kvartal ser vi dermed igen en forskel i udviklingen for henholdsvis Materialer og Arbejdsomkostninger. Som nævnt, er det derfor vigtigt at vægte dine omkostninger, når du skal fremskrive dine kalkulationer.
Danmarks Statistiks sammenvejningsfaktorer er (uafhængigt af de aktuelle ekstraordinære prisstigninger) under revision, men udgivelsen er ikke lige på trapperne. En vægtning af de reelle omkostninger i den aktuelle situation ville fortsat have medført et lidt højere indeks for "Byggeomkostningsindeks i alt".
Her kan du læse vores input til, hvilke parametre du bør tage højde for