
Tilgængelige sammenbyggede boliger - indl.sp e-bog
Denne anvisning fokuserer på udvalgte krav om, hvordan mennesker uanset funktionsevner tilgodeses, når der planlægges eller renoveres sammenbyggede boliger. Krav og anbefalinger til sammenbyggede boliger adskiller sig på en række punkter fra andre boligtyper, og er derfor samlet i en separat anvisning.
Det har stor betydning for ligeværdigheden i det byggede miljø, at tilgængelighed er tænkt ind i arkitekturen fra starten. Ud over at forbedre kvaliteten af boligen generelt, øger det mulighederne for, at vi kan blive boende i vores bolig uanset funktionsevner.
Ved at følge anvisningen sikres, at sammenbyggede boliger lever op til krav om tilgængelighed i både bygningsreglementet og almenboligloven, hvis boligerne er en almen bebyggelse. Anvisningen gennemgår spørgsmål til, hvad boligen skal kunne nu og i fremtiden, til omgivelser og adgangsforhold, indretning og indeklima.
Formålet med denne anvisning er, at bygherre og rådgivere allerede tidligt i en bygge- eller renoveringsproces forholder sig til aspekter og krav vedrørende tilgængelighed i sammenbyggede boliger.
Anvisningen gælder også for bygninger udført efter BR15, da der i forhold til BR10 ikke er ændret i bestemmelserne, som anvisningen knytter sig til.