Heisings klumme

Digitalisering i byggebranchen – man må tage det sure med det søde

Advokat (H) Simon Heising skriver jævnligt klummer om entreprisens og byggejuraens mange spørgsmål og tvister. Denne gang har han fokus på digitalisering i byggebranchen, herunder de juridiske udfordringer, som digitaliseringen bringer med sig.

Vi lever i et digitaliseringssamfund. Det betyder, at digitalisering også i højere grad tager sin plads i byggebranchen.

I det store billede må det anses som positivt, at byggebranchen på flere områder kan udvikles og effektiviseres ved hjælp af digitale løsninger. Man kan dog ikke se bort fra, at digitaliseringen også medbringer en række juridiske udfordringer. Jeg har udpeget 3 af disse udfordringer, som ikke er uvæsentlige i byggebranchen.

People

Digitalisering fremmer oversvømmelse af information

I takt med digitaliseringens udvikling udskiftes fysisk materiale med digitale løsninger. I dag kan både udbudsmateriale, projektmateriale m.fl. tilgås og deles med et enkelt login via online portaler. Dette gør processen både nemmere og mere tilgængelig for byggeriets parter, men alligevel er en sådan digital løsning ikke helt uden udfordringer.  

Når alt materiale let kan uploades og deles digitalt, tvinges parterne ikke til at udvælge eller sortere i materialet, og mængden af filer og bilag bliver derfor enorm. Med denne tendens til overkommunikation risikerer man en oversvømmelse af information, hvor vigtig information drukner i mængden af dokumenter, ligesom parterne mister overblikket.

Selvom digitaliseringen effektiviserer arbejdsgange, medfører den altså også et voksende behov for klare strukturer og bedre filtrering af information, hvis vi skal undgå oversvømmelse af information.

Digitale værktøjer er for de ressourcestærke

For nogle er digitale værktøjer en gave sendt fra himmelen: Arbejdet effektiviseres, og tid spares. Men for andre, især underentreprenører, er digitale løsninger blot endnu en udfordring i hverdagen.

Tager vi igen udgangspunkt i online portaler, kan mængden af information være overvældende, og det er måske ikke muligt at finde de nødvendige ressourcer til at gennemgå al information. Man kan derfor spørge sig selv, om digitale løsninger kun er for de ressourcestærke.

Er du en underentreprenør, der oplever denne udfordring, er min anbefaling blot at følge ordlyden af AB 18 § 6: ”Entrepriseaftale indgås ved skriftlig accept af det afgivne tilbud eller ved underskrivelse af en entreprisekontrakt.”.

Modsatrettede dokumenter

Som tidligere nævnt gør online portaler det særdeles nemt både at tilgå og dele materiale på online portaler. Materiale deles derfor ihærdigt på det ene og det andet tidspunkt.

Pludselig sidder man med et udbudsmateriale, der peger i en retning, og et bilag, der peger i en anden. Diskussioner om, hvilket dokument der er udslagsgivende, begynder, og så har vi balladen.

Her må du først og fremmest være opmærksom på at forholde dig til en eventuel rangorden. Ved fravær af rangorden og anden klar styring af, hvilke dokumenter der er gældende, står det klart, at digitaliseringens styrke også bliver dens svaghed.

Der er stor efterspørgsel efter Molios kurser i byggejura, som er til at gå til for praktikere.
Byggejura

Kurser om byggejura

Molio udbyder en lang række kurser om byggejura, som er udviklet i samarbejde med erfarne praktikere og dygtige advokater, der også er gode formidlere.

Læs mere om vores kurser om byggejura.

Læs mere