Afgørelser i Voldgiftsnævnet giver AB18 fornyet relevans

I 2018 kom den seneste revision til AB-komplekset, nemlig AB18, som fastslår de generelle regler om bygherrens og entreprenørens rettigheder og forpligtelser i et entrepriseforhold. Seks år senere ser vi en fornyet interesse i branchen for at orientere sig om AB18. Cand.jur. Henrik Fausing, som er underviser på AB18-komplekset for praktikere, forklarer, hvorfor AB18 igen er relevant.

People

At interessen for AB18 melder sig igen skyldes, at vi først nu begynder at se de retslige effekter af aftalegrundlaget.

Først skulle projekterne efter ABR18-kontrakterne nemlig færdiggøres, før de kunne bruges som grundlag for udførelseskontrakter efter AB18. Og hertil har der været en yderligere periode med forgæves forligsforhandlinger, før tvister afledt af aftalerne er nået til behandling i Voldgiftsnævnet, hvilket typisk tager et par år.

"Den øgede interesse for forståelsen af AB 18’s regler skyldes, at fortolkningen af reglerne først nu 6 år efter AB-revisionsarbejdets færdiggørelse fuldt ud kan udledes af de afgørelser, der træffes i Voldgiftnævnets regi," siger Henrik Fausing.

Det viser retsafgørelserne 

Hvad viser afgørelserne så, og hvad skal virksomhederne være opmærksomme på? Henrik Fausing peger blandt andet på, at 

  • parterne snarest muligt skal forholde sig til krav om regulering af pris, tid og sikkerhed for at undgå risiko for retsfortabelse.

  • Det øgede fokus på tidsplanlægning og løbende revision af arbejds- og detailtidsplaner er afgørende for at kunne kræve tidsfristforlængelse og dagbøder.

  • Opstramningen af reglerne om afhjælpning af mangler tillægges betydning i forhold til entreprenørens afhjælpningsret.

  • Voldgiftsnævnet kontrollerer, at parterne selv har forsøgt at forlige tvister, før end nævnet giver parterne mulighed for at benytte sig af mægling, mediation og hurtig afgørelse og tidligst tillader anlæggelse af voldgiftssager 4 uger efter parternes forgæves forligsforhandlinger.

  • Sager om indeksering og krav på kompensation på ekstraordinære prisstigninger afgøres overensstemmende med reglerne i det nu afskaffede pris- og tid cirkulære.

Selv om det ikke er nyt, viser de seneste voldgiftsafgørelser altså fortsat, at byggeriets parter taber store summer på, at de ofte ikke kan bevise det, de gør gældende under sagen. Derfor er det ikke nok at have ret, men for at få ret skal man kende reglerne i AB18 og løbende sikre sig de beviser, der er nødvendige for at vinde. 

Kurset AB18-komplekset for praktikere giver en opdateret gennemgang af AB18’s regler baseret på de seneste afgørelser fra Voldgiftsnævnet. Kurset er blevet revideret, så det fokuserer på AB-komplekset med hovedvægten på grunddokumentet AB18. Reglerne illustreres med kendelser fra praksis, og der indlægges mindre opgaver undervejs, der opsummerer det gennemgåede stof.

Underviser Henrik Fausing var selv medlem af AB-udvalget og har været medforfatter på bogen "AB18 for praktikere", der udleveres på kurset.