Beskrivelsesværktøj

Brugerne udvikler det nye beskrivelsesværktøj

Alle fagredaktørerne på Molio Beskrivelser er påbegynde det store 2020-projekt: at få omlagt strukturen i beskrivelsesværktøjet, så det i langt højere grad kan hjælpe byggeriets virksomheder og professionelle med at blive mere effektive. Det er 38 af byggeriets dygtigste fagpersoner inden for hver deres område, som udvikler værktøjet.

En af Molios vigtigste opgaver i 2020 bliver gennemførelsen af projektet til en ny struktur for Molios beskrivelsesværktøj.

Beskrivelsesværktøjet skal tilpasses byggeriets aktuelle projekt- og samarbejdsformer, og understøtte BIM-processer i forhold til fx bygningsmodeller og standardiserede egenskaber. Alt sammen med det formål at gøre beskrivelsesprocessen langt mere effektiv.

Projektet har allerede været i gang længe – men nu begynder den praktiske proces for alvor:

Molios fagredaktører, som kommer fra alle grene af byggeriet og dermed bidrager med hver deres knivskarpe og specificerede faglige viden, mødes nemlig tirsdag 25. februar 2020 til orientering om det materiale, der skal supportere deres arbejde.

Det omfatter dels indholdsfortegnelsen for ny struktur, opdaterede mastertekster og et færdigt eksempel på ny struktur for et udvalgt arbejdsområde.

For at sikre, at projektet gennemføres i henhold til den godkendte tidsplan, er det helt afgørende, at de faglige redaktører er klar til at påbegynde arbejdet til de terminer, der er angivet i projektets tidsplan.

Projektet skal være gennemført 1. januar 2021

Projektet vil blive gennemført i løbet af 2020, hvor første halvår vil gå med, at de 38 redaktører laver det faglige indhold i de nye basisbeskrivelser og bygningsdelsbeskrivelser, samt med at lave skabeloner for arbejdsbeskrivelser for alle faglige områder.

Andet halvår vil gå med at færdiggøre en it-løsning til at læse beskrivelserne digitalt, samt med at gøre indholdet klar til udgivelse, så den nye struktur vil være klar til at blive taget i brug for alle faglige områder den 1. januar 2021.

Molio vil løbende informere om fremdriften i projektet via Molio.dk og igennem brugergrupper, netværksmøder og konferencer.

Læs også: Proces for ny beskrivelsesstruktur er på plads