Kurser

Droner skal løfte byggeriets effektivitet

Molio har indgået et samarbejde med droner.dk om uddannelse af dronepiloter. Det er ifølge Molios digitaliseringschef med til at afhjælpe adskillige opgaver i byggeriet og rykke på den digitale udvikling.

Et helt nyt samarbejde mellem Molio og droner.dk skal øge byggebranchens viden om droners potentialer for effektivisering, samt give branchen et kompetenceløft i anvendelsen af droner. Der er store gevinster at hente på dronens bevægelsesfrihed og dataregistrering.

People

Droner - et værdifuldt digitaliseringsredskab

Ved øget brug af digitale virkemidler i byggeriet, rykker gevinsterne ved digitalisering tættere på - og gevinsten ved droner er ingen undtagelse. Særligt indenfor termografering, 3D-opmåling og kortlægning, visualisering og inspektioner er dronen et værdifuldt værktøj.

Droner kan både øge sikkerheden i dataregistrering og således øge kvaliteten af arbejdet, der skal udføres, og samtidig lede til en betragtelig tidsbesparelse.

- Vi står med et oplagt og gennemprøvet værktøj som branchen bør tage til sig med kyshånd, udtaler udviklingskonsulent i Molio kurser, Bo Riisbjerg Thomsen, og fortsætter:

- Med de rigtige kompetencer og viden om integration af data, er det både et forretningspotentiale for de virksomheder der investerer i droneteknologi, og et værktøj der kan effektivisere arbejdsgange betydeligt.

Manglende viden kan være en barriere

Der skal nedbrydes nogle barrierer for at sikre den fulde udnyttelse af dronernes potentiale. I en ny rapport af Teknologisk Institut og Aarhus Universitet for InnoBYG peges der på en række barrierer for udbredelse af droner i byggebranchen. Manglende viden, kompetencer og analysemuligheder samt frygt for juridiske og sikkerhedsmæssige hindringer står i vejen, når virksomhederne begrænses i at tage teknologien i brug.

Dette vidensvakuum har dog, ifølge teknisk direktør i Droner.dk, Toke Kristian Suhr ledt til øget efterspørgsel efter opkvalificering.

- Vi ser en stigning i ønsket om droneuddannelser og -kurser specifikt for byggebranchen, fortæller teknisk direktør i Droner.dk, Toke Kristian Suhr og forsætter:

- Med Molio som samarbejdspartner og specialist inden for byggeriet tror vi på, at vi kan videreudvikle kurser og på den måde være med til at udvikle branchens kompetencer.

Ikke tilfældigt samarbejde

Når Molio har valgt at samarbejde med droner.dk er det ikke tilfældigt. Droner.dk har arbejdet professionelt i dronemarkedet i mange år, med såvel teknologi som uddannelse. Virksomheden både uddanner dronepiloter og forhandler professionelle droner. Kundelisten tæller bl.a. Beredskabsstyrelsen, Politi og Miljø- og fødevareministeriet.

Ekko af Molios nye strategi

Molio har i løbet af 2019 fornyet sin vision til væsentligt at bidrage til udvikling og digitalisering af byggeriet. Digitalisering i byggeriet er blevet en hjertesag for Molio og kurset ligger derfor ikke bare i tråd med Molios strategi i forhold til kurser, men også i forhold til den generelle retning. Som digitaliseringschef i Molio, Ole Berard udtrykker det:

- Droner kan løse helt nye opgaver og gamle opgaver på en ny måde på byggepladsen før, under og efter byggeri og det er helt naturligt for Molio at være med til at understøtte den udvikling.

Om kurset

Kursusprogrammet kommer ud over Dronepilotuddannelsen til at tælle 4 éndagskurser: Termografering, Kortlægning (3D), Inspektioner og Foto & Video.

Læs mere om kurserne på Molio Kursers hjemmeside.