Samlet set ligger der i skrivende stund 26 IKT-masterclasses på Molios IKT-platform, hvilket svarer til 4+ dages intensivt IKT-kursus baseret på branchens fælles, standardiserede metoder:
”IKT-masterclasses er en måde at understøtte en fælles forståelse og en fælles praksis på IKT-området – også selvom de mange IKT-masterclasses jo naturligt nok er forbeholdt de IKT-folk, der har et abonnement hos Molio,” siger Allan Schiøtz, produktchef for Molios to IKT-værktøjer Aftale og kommunikation og CAD og bygningsmodel.
En del af dit IKT-abonnement
På godt et halvt år er der registreret et par tusind afspilninger af IKT-masterclasses:
”De mange afspilninger er tegn på, at der er et ønske om en praktisk, pædagogisk gennemgang af de enkelte værktøjer og en dybere forståelse for, hvordan de enkelte værktøjer kan bruges. Vi ved også fra brugerundersøgelser, at vores IKT-abonnenter er glade for at have gratis adgang til al den viden, der ligger i IKT-masterclasses og at mange bruger dem jævnligt i forbindelse med deres abonnement", siger Allan Schiøtz.
Flere IKT-masterclasses på vej
Molios IKT-masterclasses tager udgangspunkt i konkrete publikationer, som fx Informationshåndtering (A104), IKT-specifikationer (A102), Konsistens- og Kollisionskontrol (C402), ISO 19650 eller i vigtige emner som fx IKT i udførelsesfasen, Identifikation – Find rundt i projektmaterialet eller Det tværfaglige digitale samarbejde.
Molio introducerede kunderne for de første IKT-masterclasses i 2021. Det begyndte som et midlertidigt initiativ, men efterhånden er de blevet en fast del af de to IKT-abonnementer og der er flere på vej:
"Den næstkommende IKT-masterclass handler om Digital aflevering. Her er vi allieret os med Khoa Dang Ngo fra Puntos, som vil fortælle om, hvordan du sikrer, at den digitale aflevering bliver korrekt, effektiv og at den opfylder både bygherres forventninger og branchens standarder. Vi har også en IKT-masterclass i støbeske til september, der kommer til at handle om de nye og opdaterede Tegningsstandarder, der er på vej," siger Allan Schiøtz.
IKT-masterclasses – top-10
1. Identifikation – Find rundt I projektmaterialet – Tore Hvidegaard
2. Introduktion til A115 – Tekniske installationer - Flemming Holst og Dan Bomholt Andersen
3. Præsentation af A104 Informationshåndtering – Allan Schiøtz
4. Udfyldning af IKT-specifikation og IKT-procesmanual - Henrik Tuxen Lyck
5. Molios værktøjer – fra idé til drift – Tore Hvidegaard
6. Tegningsstandarderne - Del 1 – Jette B. Stolberg og Magnus Vium Andersen
7. Introduktion til CCI i forhold til anlæg - Jeppe Bæklund
8. A323 LCA-Kravstillelse – Amalie Nyholm
9. C402 Konsistenskontrol til bygningsmodeller – Simon Arnbjerg
10. Leverancespecifikation for bygningsmodeller – Kristian Mouridsen og Frederik Bæk.
Se dem alle på ikt.molio.dk (med abonnement).