Island vil bygge på danske erfaringer med klassifikation

I sidste uge var en islandsk delegation i Danmark for at høre om det danske klassifikationssystem CCS. Målet var at tage inspiration og værdifuld viden om klassificering i byggeriet med hjem til islandsk byggeri.

En gruppe på fire arkitekter og konstruktører fra Island, var i sidste uge på et 2-dages besøg i Danmark. Gruppen repræsenterede 22 virksomheder i det islandske byggeri, som tilsammen har dannet netværket BIM Island. Netværket har til formål at styrke branchens effektivitet og kvalitet via øget digitalisering og brug af BIM (Building Information Modeling).

Islandsk byggeri har ikke stor tradition for at benytte BIM i byggeriet – der bliver bl.a. kun i begrænset omfang undervist i BIM på byggetekniske uddannelser – men i takt med at byggeriet i stigende grad bliver mere digitalt, har den islandske byggebranche selv taget initiativ til at øge den digitale indsats – bl.a. via BIM Island

People

Island vil tage udgangspunkt i CCI

Formålet med delegationens besøg i København var at lære af de erfaringer, man i Danmark har draget med klassifikationssystemet CCS. International relations manager Gunnar Friborg og udviklingschef Søren Spile fra Molio var værter for besøget og gav på den første dag islændingene en grundig gennemgang af CCS’s opbygning, implementering og potentiale, samt en introduktion til brugen af CCS API.

På førstedagen havde den islandske delegation også fornøjelsen af at høre udviklingschef Nicolai Karved fra Projectspine fortælle om deres implementering af CCS i tilblivelsen af Nyt Odense Universitetshospital.

Der blev også tid til en gennemgang af det igangværende arbejde med at lave en fælles klassifikation (CCI) på tværs af en række europæiske lande, der er baseret på arbejdet med CCS.

Når BIM Island går i gang med at arbejde aktivt med klassifikation, vil det være med udgangspunkt i CCI, der også er valgt som klassifikation i en række andre lande.

Gode cases til inspiration

På anden-dagen var Systems Engineering, Rambøll, Årstiderne Arkitekter og MainManager inviteret med for at dele deres erfaringer med at anvende CCS som grundlag for at binde informationer sammen i såvel det interne produktionsapparat som i en række af virksomhedernes projekter.

Henrik Balslev, som er direktør i Systems Engineering, fortalte om deres store succes med at anvende principperne fra CCS i brancher, der er så forskellige som flyproduktion hos Airbus, lystyachter til milliardærer, transformerplatforme i Nordsøen og vandkraft i Norge.

Blandt de mere traditionelle anvendelser af CCS kunne Troels Hoff fra Rambøll og Mads Carlsen fra Årstiderne Arkitekter fortælle om, hvordan de anvender CCS til at holde styr på deres objekter, i bl.a. bygningsmodeller, bygningsdelsjournaler og beskrivelser, ved at anvende klassifikation kombineret med standardiserede egenskaber.

Endelig kunne Gudmundur Ludvigsen fra MainManager, som er et islandsk firma, der leverer FM-systemer, fortælle om deres erfaringer med at anvende CCS som grundlag for håndteringer af bygningsdrift for en række store danske bygherrer.

Samarbejdet fortsætter

Repræsentanterne rejste hjem til Island med en hel stribe af idéer til, hvordan en fælles klassifikation med succes kan udbredes i den islandske byggebranche.

Næste skridt er et seminar i løbet af foråret for den islandske byggebranche, hvor Molio vil deltage for at hjælpe udviklingen på vej.