Alle nyheder

Kortere vej til byggeøkonomi

Det stiller øgede krav til bygge- og økonomistyring, at der er voldsom travlhed i byggeriet. Derfor udbyder Molio en koncentreret uddannelse om byggeøkonomi.
People

Det er en dobbelt udfordring, at når det går stærkt i byggeriet, så er der også for lidt tid til efteruddannelse. For samtidig er der en lang række nye regler og ansvarsforhold, som branchen skal tage til sig. For eksempel det nye AB-system og ydelsesbeskrivelserne.

Byggeriets parter har tradition for at videreuddanne sig inden for byggeriets økonomi i længerevarende forløb, som varer fra 8 måneder og længere. Men nu en ny intensiv uddannelse fra Molio på blot 4 måneder, skal imødekomme branchens udfordringer. Trods det kortere forløb giver uddannelsen et betydeligt kompetenceløft i forhold til at håndtere byggeriets økonomi.

– Vi har spottet, at der er et stort behov for at give rådgiverne flere kompetencer i forhold til styring af byggerier og herunder især sikre, at økonomien bliver holdt på sporet. Det behov imødekommer vi med det uddannelsestilbud, vi nu lancerer, og som vi garanterer vil styrke rådgivernes kompetencer indenfor bygge- og driftsøkonomi, siger udviklingskonsulent Bo Riisbjerg Thomsen, Molio.

Uddannelsen omfavner dermed det udtalte behov, som er i mange af byggeriets virksomheder.

– Molio ønsker ikke at springe over, hvor gærdet er lavest. Vi er bevidste om, at der er brug for stærke og øgede kompetencer inden for discipliner som budgettering, planlægning og økonomistyring af byggeprojekter i alle dets faser. Vi vil med andre ord ikke gå på kompromis med de nødvendige kompetencer på de koncentrerede og kortere kursusforløb, siger Bo Riisbjerg Thomsen.