LeksiCON - byggeriets digitale ordbog

Nyt værktøj øger tilliden til data i branchen

NCC er allerede godt i gang med at implementere det. SWECO har testet det og er begejstrede og VELUX har planer om at spare ”enormt meget tid” med det. Alle er enige om, at entydig udveksling af data om egenskaber er vejen frem. Nu er branchens første ”take” på en fælles, digital dataordbog – LeksiCON – klar til brug i første omgang i form af et API.
People

LeksiCON vil bidrage med et fælles digitalt sprog for hele værdikæden i den danske bygge- og anlægsbranche. Formålet er at give bygge- og anlægsbranchen et struktureret og veldefineret udgangspunkt for det at arbejde og udveksle ensartet data.

Det er der i første omgang kommet en API-baseret løsning ud af, som er det første skridt i retning af en fælles, digital dataordbog ved navnet LeksiCON. Som navnet antyder, er det et opslagsværk med egenskaber på bygningsdele baseret på danske og internationale standarder i en dansk kontekst.

NCC er en af de store entreprenører, som kan se vigtigheden af, at vi med LeksiCONs udbredelse kan øge tilliden til de data, der udveksles på tværs:

- Hvis vi alle skal have fuld værdi af digitaliseringen, på tværs af ekspertiser, leverandører, produkter og landegrænser skal byggebranchens medarbejdere kunne arbejde trygt med informationerne, siger Kristian Mouridsen, Digital Business Development Manager, NCC Danmarks A/S og uddyber:
- En essentiel del i dette er at kunne styre informationer og være helt sikker på hvad de betyder – og hvor valide de er. Så kan vi ikke længere nøjes med at 'udtrykke' os på en projekt- eller firmaspecifik dialekt – og så alligevel være nødt til at ringe og spørge hvad der egentlig menes eller grave os ned i alverdens dokumenter. For én af konsekvenserne af dette er, at vi i branchen forudsætter ’noget’ og lægger yderligere risikotillæg på prisen – det bliver så tillæg med tillæg gennem hele leverandørkæden – hele vejen op til kunden, siger Kristian Mouridsen.

Udfordringer med udveksling af data

SWECO har været en af testvirksomhederne undervejs og har foretaget en teknisk afprøvning af API’et – dog på et stadie, hvor indholdet har været begrænset:

- Det lykkedes os at få ”hul igennem” og lave opslag på bygningsdele og få de egenskaber op, som er knyttet til de enkelte bygningsdele. Selvom API’et havde et begrænset volumen, så er det det helt rigtige grundkoncept, som Molio er i gang med at skabe, siger Mads Carlsen, Chef for Digital Innovation, SWECO
- I lighed med mange andre i branchen oplever vi også udfordringer med udveksling af data. Vi har længe haft intentioner om at berige vores modeller med relevante egenskabsdata helt ned på bygningsdelsniveau og egenskaber knyttet til den enkelte bygningsdel. Men udfordringen er, at når vi har identificeret et ønske eller behov for data, som vi gerne vil stille til rådighed for andre, så ved vi reelt ikke, hvad vi så skal kalde en given parameter, hvordan skal den være defineret, hvordan den skal præsenteres og hvilke værdier og enheder der er behov for.

Som konsekvens har SWECO selv måttet definere og finde egne parametre og egenskaber. Det kan til nød fungere internt, men det giver problemer i samarbejdet med andre:

- I vores interne designprogrammer har vi tit behov for at definere egenskaber, men når disse så ligger indlejret i vores modeller, så giver det problemer, når vi samarbejder med andre. For andre bruger ikke nødvendigvis de samme parametre og egenskaber eller også kalder de dem noget andet.

Ifølge Mads Carlsen afspejler dette en generel usikkerhed i branchen om validiteten i de parametre, der er angivet i en model. Er de fyldestgørende? Kan man stole på dem? Så alene det at få entydige definitioner, der bygger på standarder – det vil give data en helt ny validitet og anvendelighed – uanset hvem de kommer fra:

- For os betyder det, at vi kan opnå en højere kvalitet i vores leverancer til kunder og samarbejdspartnere – ikke mindst de data vi fx skal levere i forhold til bygningsdelsspecifikationerne, siger Mads Carlsen.

Store tidsbesparelser på udfasning af manuelle processor

Hos VELUX overlader de det p.t. til markederne og salgsselskaberne at levere informationen lokalt og nationalt. På spørgsmålet om, hvorfor et fælles digitalt sprog kan være en fordel for Velux og for producentleddet som helhed svarer Martin Let Hansen, BIM Manager i VELUX A/S:

- Udover at manuelle processer er tidskrævende og har større risiko for fejl og mangler, tænker jeg også på konsistent og fleksibelt data og produktinformation/deklaration med henvisning til ISO/CEN standarder, publikationer, CE Mærkning, Materiale/produktpas, bæredygtighedsdata, osv.
- Helt konkret kan vi bruge API’et til at definere vores digitale databaser, BIM objekter’s property sets, og til at dele data på tværs af markeder, projekter, faser og stakeholders m.v. Hvis data kunne udveksles ensartet og struktureret – baseret på standarder – så ville vi kunne spare helt enormt meget tid på udfasning af manuelle processor, samt udbedring af misforståelser, og fejl i kommunikation og dokumentation, siger Martin Let Hansen.

Vi er allerede et stykke af vejen

Selvom der er bred enighed om potentialet for et fælles, digitalt sprog og enighed om, at det er en stor opgave, så er vi ifølge Kristian Mouridsen fra NCC heldige. Trods alt. Vi kan allerede få en masse knowhow og eksempler fra webshops, stregkoder, industriproduktioner og leverandører med flere – som allerede har været i gang med standardisering længe. Og heldigvis bliver der allerede arbejdet efter nationale og internationale standarder i fx beskrivelsesarbejdet, som leverandører også allerede definerer deres produkter ud fra. De er endda allerede kortlagt og digitaliseret af norske Cobuilder, så meget af det tunge arbejde ER allerede gjort:

- Og Nu er Molio ved at opbygge en dansk version, LeksiCON, der samler de eksakt samme informationer og gør det digitalt tilgængeligt.
- For branchen vil det bl.a. minimere misforståelser, åbne mulighederne for storskala automatisering, systematisk erfaringsopsamling og trygge databaserede indkøb fra internationale leverandører, siger Kristian Mouridsen, der sammen med projektchef i Molio, Mikkel Nygaard Rønne, vil fortælle mere om hvorfor NCC har valgt at implementere LeksiCON og hvordan.
Det sker på Molio Konferencen den 17. november i HUSET Middelfart.

Tilmeld dig Molio Konferencen her

Læs mere om LeksiCon her