Molio får nyt medlem af bestyrelsen

Ib Enevoldsen, administrerende direktør i Rambøll Danmark, bliver nyt medlem af bestyrelsen i Molio.
People

Christian Listov-Saabye, som er bestyrelsesformand i Molio, er yderst tilfreds med tilføjelsen til bestyrelsen:

- Det glæder mig at byde Ib Enevoldsen velkommen i Molios bestyrelse, siger Christian Listov-Saabye, som udover at være formand for Molios bestyrelse, er adm. direktør i MOE og fortsætter:

- Ibs mangeårige erfaring som visionær topleder i den danske bygge- og anlægsbranche er uvurderlig for bestyrelsens videre arbejde for at videreudvikle Molios position for at styrke byggebranchens produktivitet og digitalisering og jeg ser frem til et godt samarbejde.

Ifølge Ib Enevoldsen selv er der et spændende stykke arbejde i sigte:

- Jeg ser Molio, som en samlende aktør, der søsætter initiativer indenfor bl.a. bæredygtighed og digitalisering, som kan forbedre produktivitet og konkurrenceevne i branchen som helhed. Det er en retning, som jeg kun kan tilslutte mig og jeg glæder mig til at komme i gang, siger det nye bestyrelsesmedlem.

Ib Enevoldsen er 57 år, uddannet civilingeniør og har en ph.d. fra Aalborg Universitet. Han indtrådte officielt i bestyrelsen på mødet d. 16. december 2020.