Ny guidebog for husejere i byggejunglen

Mange private byggeforløb ender i bøvl, ekstraregninger og tidsplaner der skrider. Ny bog hjælper husejerne igennem byggeriets "jungle" – skridt for skridt – og håndværkerne vil få gavn af at læse med. Bogen udkommer på Molios forlag i slutningen af marts 2021, men allerede nu får du tre gode tommelfingerregler af forfatteren Jan Felland.

Danskerne er vilde med at bygge om og bygge til og renovere huse og sommerhuse. Og højsæsonen er lige om hjørnet. Desværre ender mange byggeprojekter med bøvl, ekstraregninger, dårlige løsninger og tidsplaner, der skrider. Mange skælder ud på håndværkerne, men ofte skyldes problemerne bygningsejerne selv, hvis de ikke har forberedt sig på mødet med byggebranchens kompleksitet.

People

Hvorfor er der behov for din bog?

Når en husejer er på vej ind i et byggeprojekt, så er der stor risiko for, at det går galt. Kombinationen af høj byggefaglig kompleksitet i byggeprojekter og en husejer, som ofte er helt uerfaren som bygherre, er en dårlig cocktail. Meget ofte undervurderer husejeren kompleksiteten. Man er ikke klar over, at man er på vej ind i et minefelt af potentielle misforståelser, fejl og ting, der kan gå galt. Med bogen BYG OM|BYG TIL|RENOVÈR bliver husejeren ført hele vejen igennem processen – fra idé til indflytning. Skridt for skridt bliver man hjulpet igennem alle de valg, der skal træffes og alle de ting, der skal gøres, så man bliver fortrolig med sin rolle som bygherre gennem byggeriets faser.

Få besked, så snart bogen kommer fra trykkeriet

Når det er så komplekst – bør man så overhovedet stå for det selv?

Jeg anbefaler, at man har en professionel rådgiver med på sidelinjen. Ellers skal man sætte sig godt ind i tingene. Alene det at vælge vinduer til en tilbygning kan tage pippet fra mange. Hvis du skal have lavet en tilbygning og der skal være et vindue, ja, så er der en lang række valg, du skal træffe, som har indflydelse på metoder, pris og funktion. Hvilken side af tilbygningen skal lyset komme ind fra? Hvor stort skal vinduet være? Hvordan passer det ind arkitektonisk? Hvad siger lovgivningen på området? Hvilken type vindue egner sig bedst? Hvordan skal det kunne åbnes? Skal karm og ramme være af træ eller et andet materiale? Hvad med solafskærmning? Man skal ikke lade sig skræmme af kompleksiteten, men man skal vide, hvad man går ind til og man skal frem for alt forberede sig godt og have sine byggetegninger og sit aftalegrundlag på plads.

Hvor går det oftest galt?

En af de mest udbredte ”begynderfejl” er, at omfanget og kvaliteten af de enkelte fagentrepriser ikke er beskrevet godt nok i aftalegrundlaget. Det betyder, at husejeren og håndværkeren kan have forskellige opfattelser af, hvad det er, der skal laves, hvilke materialer, der skal bruges og i hvilken kvalitet samt hvilke konkrete opgaver, der ligger inden for entreprisen. Hvis aftalegrundlaget er tyndt eller uklart bevæger begge parter sig ind i et område af gråzoner og det resulterer næsten altid i konflikter, skuffede forventninger og en tidsplan og en økonomi, der skrider. Det resulterer næsten også altid i, at håndværkeren bliver ”bad guy”, men meget ofte har husejeren ikke forberedt sig godt nok.  

Er det ikke også i håndværkerens interesse, at husejer har styr på byggesagen?

Det er i håndværkerens klare interesse at hjælpe den uerfarne bygherre. Ofte vil en håndværker se tegninger for overhovedet at komme med et tilbud. Som håndværker bør man som minimum også være med til at sikre, at entreprises omfang og kvalitet er klar, så forventningerne til det, man leverer, er ordentligt afstemt. Derfor mener jeg også, at denne bog er mindst lige så relevant for håndværkere.

Kan du løfte sløret for et par gode tommelfingerregler?

Der er mange tommelfingerregler til uprøvede bygherrer, men opsummerende kan jeg sige:

1) Få tegnet og beskrevet de ønskede løsninger i et udbudsmateriale,
2) Lav en sikker og præcis, skriftlig aftale med håndværkerne, og
3) Brug uafhængig byggerådgivning til de områder man ikke selv har styr på.

BYG OM|BYG TIL|RENOVÈR udkommer på Molios forlag i slutningen af marts 2021.

Om forfatteren

Jan Felland er selv uddannet bygningskonstruktør, arkitekt, byggeøkonom og tidligere mangeårig videncenterchef i Videncentret Bolius og indehaver af ARKINAUT Arkitekt- og byggerådgivning ApS. Jan Felland har tidligere skrevet fire andre bøger om byggeri.

Gå til ARKINAUT

Om bogen

I bogen BYG OM|BYG TIL|RENOVÈR folder Jan Felland de gode råd ud over mere end 300 sider. På baggrund af sine 29 års erfaring fra byggebranchen gennemgår forfatteren de mange gyldne regler, og tager igennem 24 kapitler læseren med fra idé til indflytning – step by step. 

Få besked