Molio Konferencen 2023

Ny metode sætter biodiversitet på landkortet

Hvis vi skal stoppe tabet af biodiversitet, er det afgørende at inddrage byens områder til erhverv, rekreation og boliger i arbejdet. På Molio Konferencen 2023 vil vi dykke dybere ned i den nye metode til kortlægning af bynatur, og diskutere hvordan vores byer kan udvikles, så de fremmer både biodiversitet og livskvalitet.

I en verden, hvor urbaniseringen buldrer derudaf, står vi over for en afgørende udfordring: Hvordan sikrer og måler vi byens natur og indvirkning på livskvaliteten?

Byens natur og biodiversitet er ikke længere et emne for nørder, men en vigtig dagsorden på den politiske scene. Det er efterhånden anerkendt, at hvis vi skal stoppe tabet af biodiversitet, er det afgørende at inddrage byens områder til erhverv, rekreation og boliger i arbejdet.

People

Kristine Kjørup Rasmussen, der har været en stor drivkraft i pionerprojektet fra ConTech Lab ”Udvikling af national metode til kortlægning af bynatur”, og er biodiversitetsudvikler og biolog fra OIKO, understreger nødvendigheden af at måle og forstå vores byers naturforhold.

"For at arbejde med at fremme biodiversitet, bliver vi nødt til at vide, hvad den aktuelle tilstand er. Hvis vi vil sætte mål for biodiversitet og sikre at vi lever op til målene, har vi brug for en metode til at måle udviklingen over tid og til at sammenligne områder. Uden en målemetode famler vi lidt i blinde," siger Kristine Kjørup Rasmussen.

Det behov vækker genklang i hele byggebranchen for tiden, og der har derfor været stor opbakning til udvikling af første test-version af den nationale metode til kortlægning af bynatur. Arbejdet er resultatet af en bred og samskabende proces, hvor mange gode og erfarne folk på området har bidraget.

Byens påvirkning på biodiversitet

"Det er vigtigt at vide at byerne har en meget større påvirkning på biodiversitet, end hvad der sker indenfor bygrænsen. I udviklingen af byområder hentes enormt mange ressourcer fra andre steder i hele verden, som påvirker biodiversiteten lokalt der hvor fx sand, træ og jern kommer fra," påpeger Kristine Kjørup Rasmussen.

Derfor er en bredere forståelse af byernes påvirkning på biodiversiteten afgørende for, at der kan skabes en bedre balance mellem samfundets udvikling og naturen.

Kristine Kjørup Rasmussen understreger, at en betydelig del af arbejdet med biodiversitet i byerne handler om at skabe en større bevidsthed om, at vi er en del af naturen, og at det vi gør her spreder sig som ringe i vandet og påvirker liv langt væk. Ved at opleve natur hvor vi bor i byen, bliver vi bedre i stand til at føle os forbundet med naturen og dermed tage vare på den i vores handlinger. I hverdagen og i byggeriet.

Krav til dokumentation af bæredygtighed i investeringer

Balancen mellem by og natur er også et fokusområde i EU, som er på vej med nye krav til dokumentation af bæredygtighed for investorer.

”Det betyder, at investorer i ejendoms- og byudviklingsprojekter fremover forpligtes til at dokumentere, hvordan deres investeringer påvirker biodiversitet," siger Kristine Kjørup Rasmussen.

En væsentlig ændring, der betyder, at beslutningstagere, investorer og leverandører i byudviklingsprojekter fremover vil blive tilskyndet til at udvikle på arealer med begrænsede eksisterende naturværdier og samtidig integrere mål om et positivt aftryk på den lokale biodiversitet som en del af projekter.

På Molio Konferencen 2023 vil vi dykke dybere ned i den nye metode til kortlægning af bynatur, og diskutere hvordan vores byer kan udvikles, så de fremmer både biodiversitet og livskvalitet.

Om pionerprojektet

Projektet ”Udvikling af en national metode til kortlægning af bynatur” er et samarbejde mellem ConTech Lab, SLA, Aarhus Universitet, Aalborg Universitet, STED - by og landskab/Vilhelm Lauritzen Arkitekter, Natur360, WSP Danmark, Futurista, Rambøll, COWI, NIRAS, Oiko og Habitats.

Projektet er gået ind i sin anden fase, hvor metoden samt teknologi kvalificeres og videreudvikles på baggrund af sommerens test i felten.

Metoden forventes at være endelig klar i 2024, men anvendes allerede af flere end 250 brugere med over 150 oprettede projekter.

Læs mere om Molio Konferencen 2023 

Molio Konferencen 2023