I efteråret 2020 startede 20 topledere på det første forløb i Tech for Topledere i byggeriet, og tilbagemeldingerne har været så gode, at succesen gentages i år. Målet er at give toplederne en indsigt i, hvordan de nye teknologier kan gøre en forskel i deres forretning og samarbejde. Første session er lige om hjørnet – nemlig den 26. oktober 2021 i Industriens Hus.
Hvilke teknologier fremtidssikrer branchen?
- Målet er igen at et hold af byggeriets topledere sammen accelererer deres viden og indsigt i hvilke teknologier, der kan være med til at øge produktiviteten og fremtidssikre branchen ved brug af ny teknologi på tværs af værdikæden. Holdet skal også gerne få en ny indsigt, som gør dem bedre til på topledelsesniveau at være kompetente forbrugere i forhold til at vælge, købe, udvikle og prioritere investeringer i teknologi, siger Christina Hvid fra Molio.
Programmet for Tech for Topledere har konkret fokus på teknologier som fx digitale bygningsmodeller, fra BIM og VDC til AR/VR, generativt design og automated modelling, mobilteknologi, cloud, digital workspaces, reality capture, droner, laser-scans, geolocations, sensorer og IoT, assistenter og robotter, blockchain, data analytics, business intelligens, predictive modelling og AI, samt implementering med henblik på fuldt udbytte af disse. Læs mere om Tech for Topledere her.
”Jeg fik overblik over branchens digitaliseringsstatus og -retning”
Gyrithe Saltorp er adm. Direktør i Vilhelm Lauritzen Arkitekter, og hun deltog i Tech for Topledere i 2020. Hun har kun rosende ord om forløbet, der både gav hende nyttig viden og værktøjer med hjem:
- Jeg deltog af flere grunde. For at høre hvad der rører sig i den digitale udvikling og blandt mine kolleger i branchen – ikke kun inden for arkitektfaget men på tværs af byggeriets værdikæde. Dvs. for at få en form for benchmark, så jeg kunne se, om vi i Vilhelm Lauritzen Arkitekter var nogenlunde i tråd med de andres og branchens udvikling eller i det mindste vide, hvad jeg ikke vidste, siger hun med et glimt i øjet.
Hun understreger, at digitaliseringen af byggebranchen er en kompleks størrelse, hvorfor det er vigtigt, at lederne bliver klædt på til at navigere hele branchen klogt og effektivt fremad:
- Og det fik jeg med mig hjem – og hertil usædvanligt godt selskab, hvor vi opnåede en fortrolighed på tværs af fag og branche. Tech for Topledere gav mig desuden et konkret view over, hvordan det digitale landskab ser ud inden for vores branche. En stor fordel var især, at oplæggene var meget konkrete, praksisnære og lige til at tage med hjem og bruge i Vilhelm Lauritzen Arkitekter, hvilket jeg har gjort. Jeg tror, det er den vej, vi skal som branche for at lykkes med digitaliseringen – fremad af den konkrete men strategisk gennemtænkte og kollektive vej, siger Gyrithe Saltorp, CEO i Vilhelm Lauritzen Arkitekter.
”Branchens digitaliseringsudfordring er også en bæredygtig bevægelse”
Klavs Eske er CCO i Saint-Gobain Denmark, og han deltog også i Tech for Topledere i 2020. For ham var deltagelsen begrundet i overbevisningen om, at teknologier vil spille en stadig større rolle i byggebranchen:
- Vi kan se, at der sker rigtig meget på digitaliseringsfronten, og at der pludselig er muligheder, vi ikke havde for 10-15 år siden. Derudover gør den presserende klimasituation det særlig nødvendigt, at vi udnytter alle de rigtige muligheder for at bygge bedre, smartere og mere bæredygtigt. Der fungerede Tech for Topledere både som en inspirationskilde og en måde at blive bestyrket i de valg, vi træffer, siger han.
Han mener kun, vi som branche har ’set toppen af isbjerget i forhold til teknologiens muligheder og indtog i branchen’:
- Det at deltage i netværket har været en god mulighed for mig for sammen med andre ledere at kigge ind i krystalkuglen samt at få indblik i, hvor branchen samlet set er på vej hen. Der er ingen tvivl om, at vi er nødt til at trække i samme retning som branche, ellers kommer vi ikke mål med de udfordringer, vi står overfor, siger han og tilføjer:
- Der ligger derfor et stort ansvar på topledernes skuldre, og alle beslutninger skal i sagens natur træffes på så oplyst et grundlag som muligt. Ikke mindst når det kommer til digitalisering, hvor udviklingen går så stærkt, som det er tilfældet, slutter Klavs Eske fra Saint-Gobain.
Er du interesseret i at høre mere om Tech for Topledere, kan du kontakte Søren Cajus, DI Byggeri, på scp@di.dk.