"Vi har et særligt ansvar for at bygge i høj kvalitet, men også for at forvalte borgernes penge bedst muligt."
Sådan lyder det fra byggechef Mette Kilde Corfitzen fra Byggeri København. Som en af landets største offentlige bygherrer har de et særligt ansvar for at bygge både ansvarligt og i høj kvalitet, inden for de givne økonomiske rammer og, ikke mindst, bæredygtigt og med lavt CO2-aftryk.
Hvordan man navigerer i denne balance og lykkes med at bygge både til fremtidens borgere og fremtidens klima, kommer Mette Kilde Corfitzen og fortæller om på konferencen Byggeriets Materialevalg den 3. september i København (IDA Conference).
For det kræver en afvejning af flere vigtige hensyn og medfører også dilemmaer undervejs. Til gengæld har man som bygherre mulighed for at sætte en retning for fremtidens byggeri:
"Vi kan ikke spå om fremtiden, men vi kan gennem de krav vi stiller, påvirke markedet og pege på, hvor vi gerne vil hen. Vi støder undervejs ind i dilemmaer og skal balancere både hensynet til risiko med hensynet til, at lav CO2-udledning ofte kræver, at vi skal gå nye veje – og at de valg vi træffer, også får betydning for dem, der skal drifte og bruge bygningen efterfølgende," forklarer Mette Kilde Corfitzen.
At balancere mellem disse hensyn er ikke noget, man som bygherre kan gøre alene. Men man har et ansvar for at samarbejde med hele værdikæden om at lykkes.
For Byggeri København involverer samarbejdet både driftsherre, bestillere, entreprenører, rådgivere og producenter, fortæller Mette Kilde Corfitzen.
Ansvar kræver samarbejde
Samarbejde mellem byggeriets aktører på tværs af værdikæden spiller en vigtig rolle for, at der kan bygges bæredygtigt og holdbart.
Derfor vil det også udgøre en rød tråd på konferencen, hvor vi beder nogle af de førende forskere, eksperter og udviklere om at dele den viden, erfaringer og indsigter, som de mener er afgørende for, at byggeriets praktikere i samarbejde kan skabe solide og bæredygtige løsninger til de kommende generationer.
Konferencen modereres af Grith Bech-Nielsen, koncernbæredygtighedschef i Per Aarsleff A/S og byder desuden på oplæg fra:
Kasper Guldager Jensen | arkitekt, ejendomsudvikler og founder, Transformer.Build
Torben Valdbjørn Rasmussen | seniorforsker, Institut for Byggeri, By og Miljø (BUILD)
Jacob Ettrup Petersen | kompetencechef Træ, Artelia Denmark
Steffen Petersen | professor, Aarhus Universitet
Jonas Bengtson | projektleder, CoreHome
Jørgen Søndermark | projektchef, Realdania By & Byg
Konferencen henvender sig til professionelle i bygge- og anlægsbranchen – herunder arkitekter, ingeniører, konstruktører, entreprenører, leverandører og producenter, der ønsker faglige og aktuelle indsigter, der kan anvendes i praksis.
"Målet er, at deltagerne går hjem ikke med flere spørgsmål, men med konkrete svar på, hvor de kan sætte ind for at skabe gode og sikre løsninger i praksis," siger Bo Riisbjerg Thomsen fra Molio, der står bag konferencen
CO2-dyst mellem træ, tegl og beton
I et af oplæggene kan du blive klogere på, hvilket byggemateriale, der giver det laveste CO2-aftryk, når projektchef Jørgen Søndermark fra Realdania By & Byg løfter sløret for nye resultater og foreløbige analyser af udviklingsprojektet MiniCO2-ETAGEHUS.
I projektet opføres tre helt ens etagehuse bygget i hhv. træ, tegl og beton for at vurdere, hvilket af husene der har det laveste klimaaftryk, men også hvilket hus der performer bedst på en række andre parametre, herunder hvor lang tid det tager at opføre, hvad det koster, hvordan kvaliteten er, og hvordan det er at leve i.
”Alle kan sammenligne en pind og en mursten i en CO2- konkurrence. Men hvordan ser det samlede regnskab ud, når materialerne møder de øvrige parametre som brand, lyd, fugt, æstetik, statik osv.?”, siger Jørgen Søndermark.
Hvordan bygger man boliger under 2,5 kg CO2?
Hvad det kræver at bygge attraktive boliger med lavt klimaaftryk, det kan du høre Jonas Bengtson fra CoreHome tale om på konferencen.
Under vingerne af projektet 4 til 1 planet er Ikano Bolig i gang med at opføre funktionelle, attraktive og konkurrencedygtige boliger på under 2,5 kg CO2 e/m2 i Bakkekvarteret i Vinge.
Det har blandt andet krævet anderledes valg og løsninger og en god portion mod og risikovillighed til at træffe utraditionelle beslutninger. Det kan med andre ord ikke gøres på den samme måde, som vi altid har gjort, og på Construction Summit får du helt konkret indblik i, hvad der skal til, for at det kan lykkes.
"Vi har lært, at bæredygtigt byggeri ikke kun handler om et lavt CO₂-tal på papiret, men om at forstå hele byggeprocessens klimaaftryk. Materialer, samarbejde og valg undervejs gør en reel forskel, og netop i det samspil ligger nøglen til at bygge både klogere og grønnere," skriver Ikano om projektet.