Hvordan kan byggepladsen bidrage til at skabe mere reel byggetid for håndværkerne? Hvilken betydning har planlægning og pladsstyring for omkostningerne til byggepladsen? Og hvordan gør vi byggepladsen til et værn mod økonomisk kriminalitet, sabotage og spionage frem for kattelemmen til netop dette?
Disse spørgsmål og mange andre bliver besvaret den 10. september 2026, når SiteHub, DI Byggeri, ConTech Lab, Molio – Byggeriets Videnscenter og Aarsleff er værter for Bedre Byggeplads, en ny konference dedikeret udelukkende til byggepladsdrift, logistik, sikring, arbejdsmiljø og compliance.
Læs mere om konferencen Bedre Byggeplads her
"Byggepladsen er byggeriets vigtigste løftestang for effektivitet og sikkerhed – og den mest oversete. Det løser vi ikke med endnu en rapport. Det kræver, at branchen samles og handler. Det er præcis det, Bedre Byggeplads-konferencen er til for. At samle branchens centrale aktører og dele den viden, som allerede eksisterer, men som det indimellem virker som om lever i siloer."
— Ulrik Branner, CEO, SiteHub
Fra blind vinkel til industriel styring
I dag er byggepladsdrift ofte noget, man “løser hen ad vejen”. Det på trods af, at byggeriet står over for en række udfordringer nu og i fremtiden, hvor byggepladsen kan være en del af løsningen.
Konferencen Bedre Beggeplads udforsker derfor, hvordan en nytænkning af byggepladsens rolle – herunder professionel planlægning, drift og dokumentation – kan skabe forudsætningerne for et bedre og mere sikkert arbejdsmiljø, bedre beskyttelse imod digital og økonomisk kriminalitet samt øget produktivitet og effektivitet.
Det kræver en stærkere og mere strategisk tilgang til byggepladsen:
”Byggepladsen er dér, hvor alle beslutninger mødes i praksis, men også dér, hvor samarbejdet alt for ofte er udfordret, fordi mange forskellige aktører skal lykkes samtidig. Hvis vi vil ændre det, skal vi væk fra at behandle byggepladsen som et logistisk problem, der skal håndteres, og i stedet behandle den som en strategisk disciplin, der skal ledes. Det er den samtale, vi nu inviterer hele byggeriets værdikæde til at samles om på Bedre Byggeplads-konferencen."
— Christina Hvid, administrerende direktør, Molio
En dag med fagligt fokus på fremtidens byggeplads
Konferencen får besøg af keynote-taler Lykke Friis, tidligere minister og nuværende direktør i Tænketanken Europa. Lykke Friis tager temperaturen på et kriseramt EU, sætter den nyeste udvikling i perspektiv og giver sit bud på, hvor Europa er på vej hen.
Konferencens anden keynote, branchedirektør i DI Byggeri Rasmus Brandt Lassen, ser nærmere på, hvad det koster, når der ikke er styr på byggepladsen – og hvad skal der til for at opnå bedre styring.
Derudover består konferencen af tre faglige spor, som omhandler byggepladsens rolle i byggeriet og byggeprojekter:
- Mere byggetid, mindre risiko – Byggepladsens direkte betydning for budget, tidsplan, kvalitet og arbejdsmiljø.
- Nye krav på kritisk infrastruktur. Hvilke krav stiller det til byggepladsen, når det kommer til sikkerhed, procedurer, dokumentation og styring på pladsen?
- Byggepladsen som værn mod organiseret kriminalitet. Tyveri, hvidvask og karteldannelse koster hvert år store summer. Konferencen samler aktørerne, der arbejder på løsningerne.
Fagoplæggene vil løbende blive præsenteret, men på programmet finder man allerede oplæg, som omhandler cybersikkerhed og IKT på byggeprojekter, arbejdsmiljøkoordinering som værdiskaber og et indlæg fra Brancheforum mod kriminalitet i bygge-og anlægsbranchen.
Konferencens deltagere vil således blive sendt hjem med ny indsigt i branchetendenser, og hvad der konkret udmønter sig i positiv forandring på landets byggepladser.
