Molio Konferencen 2021

Stor interesse for værktøjer, der styrker effektivitet og bæredygtighed

Digitalisering, standardisering og masser af networking på tværs af værdikæden – det var nogle af hovedoverskrifterne, da Molio i sidste uge afholdt den årlige Molio Konference 2021. I alt samledes 225 branchefolk fra mere end 70 virksomheder - alle med interesse for digitale værktøjer og softwareløsninger, der er med til at styrke både effektiviteten og bæredygtigheden i byggeriet.

Byggebranchen står et spændende sted. Der er fart på den digitale udvikling, men samtidig er byggeriet en af de mindst digitaliserede brancher i Danmark. Alligevel spiller netop byggebranchen en vigtig rolle i den grønne omstilling.

Formålet med den årligt tilbagevendende Molio Konference er at præsentere metoder, standarder og processer, der tager udgangspunkt i Molios digitale værktøjer, projekter og løsninger, der alle er udviklet i fællesskab med branchen. Værktøjer og løsninger, som er med til at styrke det digitale samarbejde, accelerere (og dokumentere) det bæredygtige byggeri samt skabe værdi for den enkelte virksomhed på tværs af branchen.

People

Det kom der igen i år en tætpakket og intens konferencedag ud af i HUSET Middelfart.

Utraditionel opvarmning om Additive Manufacturing (3D-print)

Efter velkomst og indledende bemærkninger fra Christina Hvid, varmede Frank Rosengreen Lorenzen, direktør i AM-Hub, godt op under deltagerne med sin begejstring for 3D-print-teknologien og for dens potentiale ift. at bygge mere effektivt og bæredygtigt. Nye typer 3D-printede samlinger (smartnodes) giver nye typer konstruktionsmuligheder og der kan printes i gængse byggematerialer som fx beton og glas direkte på byggepladsen med langt lavere transport- og CO2-forbrug til følge.

4 konferencespor med livlig aktivitet

Med afsæt i 4 konferencespor om henholdsvis digitale værktøjer, standarder, projekter og softwareløsninger sammensatte deltagerne hver sin konferencedag. Der blev talt om software, bæredygtighed på byggepladsen, IFC-formatet, reviderede versioner af de centrale IKT-værktøjer som Konsistens og kollisionskontrol, Molio måleregler og IKT-projektroller, Egenskabsprojektet og det nye Beskrivelsesværktøj 2.0 og meget mere. Som noget nyt var et fjerde spor dedikeret til de softwareløsninger, der er med til at styrke BIM-processer, arbejdsgange, krav, efterlevelse og kvalitet og som har en snitflade til Molios digitale værktøjer. I pauserne var der et mylder i udstillingsarealet, hvor der blev spurgt ind til udstillernes løsninger og der blev udvekslet erfaringer, muligheder og - ikke mindst – visitkort.

Både gammelkendte og nye udstillere

Selvom mange af udstillerne var gengangere fra tidligere konferencer, så var der også helt nye udstillere. En af dem var Frame, som er en digital platform til planlægning og ledelse af bæredygtige byggeprojekter:

- Vi fik rig mulighed for at møde vores kunder ansigt til ansigt og høre om deres udfordringer, når de bygger bæredygtigt. Vi fik både drøftet samarbejdsmuligheder med andre softwareleverandører og vi fik en række konkrete kontakter og kundeemner med hjem. Så vi kommer igen næste år, lyder det fra Martin Brand, CSO, Frame.

Molio Konferencen 2022 og Molio Community

Allerede nu har du mulighed for at tilmelde dig næste år Molio Konferencen 2022. Den afholdes 17. november 2022 i HUSET Middelfart.

Tilmeld dig her

Men derudover kan du tilmelde dig Molio Community, hvor du har mulighed for at tilkendegive interesseområder og modtage løbende information om webinarer, events og viden. Samtidig vil du blive inviteret til at bidrage og deltage i udviklingen af Molios fælles værktøjer, paradigmer og guides for branchens virksomheder inden for de områder, som du angiver, at du er interesseret i.

Du tilmelder dig Molio Community her