- Mennesker fungerer og udvikler sig grundlæggende ved at mødes i netværk og dele viden, og derfor er Molio Konferencen, hvor vi mødes, taler sammen og deler viden, afgørende for at understøtte den digitaliseringsproces, vores branche er i.
Så klar i mælet er Lead VDC Manager Jacob Güldner fra NCC Building. Han arbejder til daglig med IKT-ledelse og automatisering i VDC-afdelingen i NCC. Han holder oplæg om Molios bygningsdelsspecifikationer i samarbejde med Auðunn Reynisson, som er konstruktør og områdechef for IKT, BIM, Digitale processer mm. hos CUBO Arkitekter.
At gå i takt og tale samme sprog
- Når vi mødes live, understøtter vi den fælles proces, digitaliseringen er, må og skal være. Det handler om at melde sig ind et fællesskab, hvor vi ønsker at gøre op med at ’køre sololøb’ for i stedet at danne ring og tage et fælles ansvar, for den udvikling, vi alle er afhængige af. Alle taber, hvis ikke projekteringen, udførelse og driften taler samme sprog. Det er mennesker, der skal drive digitaliseringen fremad, og derfor er et fælles sprog og forståelse alfa og omega, siger Jacob Güldner og tilføjer:
- Teknologierne og vores behov ændres konstant. Vi inddrager ny teknologi, vi anvender ældre teknologiformer på anden vis end tidligere, og vi stiller nye krav til hinanden. Dette vil formentlig aldrig stoppe, og tanken om at finde ”digitaliseringsnøglen”, som løser alle vores udfordringer, er et fatamorgana. I stedet skal vi kunne være og navigere i de digitale muligheder, som tilbydes, og som man kan se sig selv i og værdien af. Vi behøver med andre ord ikke vente med at gå i gang, så længe vi sørger for at være agile og omstiller os løbende igennem processen, mener Jacob Güldner fra NCC
- Mange skal gå i takt og tale samme sprog her, og det er kompliceret. Men værre er det ikke. Derfor handler vores oplæg på Molio Konferencen om Molios bygningsdelsspecifikationer og om standardisering, for vi skal som branche have et fælles sprog at kommunikere på.
Relationer skal drive digitalt byggeri
Jette Stolberg er chefkonsulent med ansvar for BIM/IKT hos NIRAS, og hun holder også oplæg på Molio Konferencen 2021. Hun mener også, det er vigtigt at mødes live for at styrke samarbejdet omkring den digitale udvikling i byggebranchen:
- Selvfølgelig vil man som deltager gerne være opdateret på de nyeste værktøjer og metoder, men jeg tror mange forstår, at kommunikation og relationer bidrager til at drive den digitale udvikling. Viden kan man få på en hjemmeside eller ved deltagelse i et webinar eller kursus. Molio Konferencen handler i høj grad om at skabe relationer og fælles forankring i branchens netværk.
IKT for hele værdikæden
Selv skal Jette Stolberg holde oplæg om et af Molios værktøjer, A305 IKT-projektroller. Første udgave at A305 var primært målrettet rådgivere og projekteringen:
- Mange har henvendt sig til Molio med ønsket om, at A305 IKT-projektroller bliver udvidet til at omfatte alle aktører i værdikæden, og det er så denne opdatering, jeg skal fortælle om til Molio Konferencen 2021. At der er en efterspørgsel på det viser, at branchen tørster efter fælles digitalt fodslag. Vi vil alle gerne kommunikere let og med mindst mulig fejlmargen, og det bidrager A305 IKT-projektroller til, siger hun.
- I’et i IKT minder os om, at det at håndtere informationer og data er nøglen til, at vi bliver endnu bedre til at bedrive byggeri digitalt. Den opgave er menneskelig båren og drevet, selvom den foregår digitalt. Og selvom det her er flydende mellem aktører i branchen, så handler det også om at forstå hinanden bedre og bryde grænser ned imellem os. At stoppe med at holde på sit. Det at turde spille hinanden stærkere, vil give os alle en endnu bedre forretning. Vi bliver aldrig bedre, end dem vi arbejder sammen med, er.
FAKTA OM MOLIO KONFERENCEN
Tid og sted: 18. november 2021 i HUSET Middelfart.
Programmet indeholder bl.a. oplæg og debatter om:
• Sådan skaber vi et mere produktivt og bæredygtigt byggeri
• Ny struktur for Molios beskrivelsesværktøj
• Opdatering af måleregler
• Additive Manufacturing - lad os printe en bedre byggesektor
• Bæredygtighed & Digitalisering
• Molios Egenskabsprojekt
• IKT-projektroller
• Konsistenskontrol
• International BIM-standardisering ISO 19650 – status og hvad betyder de for os alle
• Bygningsdelsspecifikationer
• ConTech
• buildingSMART Danmark – status
• Mød en række af de førende softwareleverandører – og høre dem give oplæg om produkter og cases
• og meget mere.
Oplægsholdere
• Ekspert Christian Rueløkke, NIRAS
• CEO Tore Hvidegaard, 3dbyggeri
• BIM fagansvarlig Jette Stolberg, NIRAS
• Digital Lead Projektering Simon Andreas Arnbjerg, Arkitema Architects
• IKT & BIM Chef Kenneth Højbjerg, AFRY
• BIM processpecialist Troels Sønder Olsen, LINK arkitektur
• Konstruktør | Områdechef for IKT, BIM, Digitale processer, Auðunn Reynisson, CUBO Arkitekter
• Lead VDC Manager Jacob Güldner, NCC Building
• VDC Group Manager Christian Østen Rasmussen, Aarsleff
• m.fl.