Molio Magasin

Velkommen til Molio Magasin

Bygge- og anlægsbranchen er på mange måder i rivende udvikling. I februar 2020 slog antallet af ansatte i byggeriet rekord. Bæredygtighed er for alvor kommet i fokus og nye klimapartnerskaber viser vejen. Byggeriet går en fremtid i møde, hvor kompetencer, samarbejde, bæredygtighed, data og digitalisering bliver de vigtigste faktorer for succes. Det gælder både for den enkelte virksomhed og for byggebranchen som helhed.
People

Som direktør i Molio har jeg haft fornøjelsen af at besøge virksomheder i hele byggeriets værdikæde. Jeg har fået indblik i de erfaringer og perspektiver, som den digitale udvikling bygger på, og det er min oplevelse, at digitalisering står meget højt på dagsordenen på tværs af branchen. Og det er der mange gode grunde til.

Digitalisering er et middel til at opnå en øget effektivitet, produktivitet og kvalitet – både for den enkelte virksom- hed og for byggeriet som helhed. Digitale værktøjer kan hjælpe os til et bedre og mere effektivt samarbejde på tværs af branchen. De kan hjælpe os med at mini- mere spildtid, træffe hurtigere beslutninger, sikre bedre styring og udvikle nye produkter. Men digitalisering handler også om bæredygtighed. Bæredygtighed og digitalisering er hinandens løftestænger. For hvis vi skal leve op til vores fælles grønne ambition om at bygge bæredygtigt, så stiller det høje krav til vores evne til at udveksle data og dokumentere både materialer, processer, holdbarhed og vedligehold.

Jeg tror derfor på, at vi i de kommende år, vil se en branche, som i endnu højere grad vil samarbejde om at høste de frugter, der ligger i digitaliseringen. Og samarbejde – det skal der til. Vi har brug for at drage nytte af hinandens erfaringer og få indblik i hinandens viden og ønsker på tværs af byggebranchen. Den proces arbejder Molio benhårdt på at være med til at drive. Senest er vi gået sammen med Realdania og Industriens Fond om Projekt ConTech, der netop gennem inddragelse af branchen, skal skabe vejen for en mere produktiv og bæredygtig fremtid gennem digitalisering og effektivt samarbejde i alle dele af byggeriet.

For at få mere viden om den digitale transformation har Molio i samarbejde med rådgivningsvirksomheden Seis monaut undersøgt, hvor langt vi er med digitaliseringen, samt hvilke drivere og barrierer virksomhederne selv oplever. Resultaterne af denne landsdækkende undersøgelse er udkommet i form af Byggeriets Digitale Barometer 2020, og indsigter herfra er indarbejdet i Molio Magasin.

Nu er det tid til at læne dig tilbage og lade dig inspirere. Molio Magasin tager dig med hen over de væsentligste digitale trends og giver dig mulighed for at ”lytte” med, når nogle af branchens pionerer beredvilligt deler ud af deres erfaringer og refleksioner. Det gælder administrerende direktør i By & Havn, Anne Skovbro, administrerende direktør for Rambøll, Ib Enevoldsen, CEO for Henning Larsen Group, Mette Kynne Frandsen, administrerende direktør i Sund & Bælt Holding A/S, Mikkel Hemmingsen og mange flere. I en række interviewartikler beskriver de både succeserne og det, der ikke lige gik, som man kunne ønske. Og så får vi operationelle erfaringer på banen, så vi alle kan lade os inspirere og blive klogere.

Jeg ved, at vi i bygge- og anlægs- branchen har evnen til at løfte, skabe nyt og tænke stort sammen til gavn for den enkelte virksomhed, branchen og samfundet omkring os.

Rigtig god læselyst