Mange af branchens IKT-folk vil inden for kort tid opleve en ny brugerplatform, når de skal arbejde med Molios IKT-værktøjer:
- Molio har et strategisk fokus på at øge digitaliseringen i branchen - blandt andet ved at styrke sammenhængen og synergien mellem forskellige digitale værktøjer. Den nye IKT-platform er en del af denne ambition, siger Bjarke Fjeldsted, udviklingschef i Molio.
Nu tilgår du ikke længere Molios IKT-værktøjer fra anvisninger.molio.dk, men fra platformen ikt.molio.dk. Her vil du som bruger møde et nyt overskueligt design og en menustruktur, der giver et hurtigt, intuitivt overblik over de værktøjer, du har adgang til og hvad de indeholder:
- Vi udvikler løbende vores digitale værktøjer og inddrager i høj grad brugernes ønsker og behov. Det er også sket her. Med den nye ikt-platform får brugerne, det de har efterspurgt, nemlig en hurtigere og bedre søgefunktion og en nemmere adgang til de mange dokumenter, der er med til at skabe rammerne for det gode digitale samarbejde, siger produktchef i Molio, Allan Schiøtz (billedet).
Generering af tilpassede IKT-specifikationer
Som bruger af ikt.molio.dk vil du helt konkret få glæde af en hurtigere og bedre søgefunktion, der griber ned i al indholdet på tværs af både Aftale og kommunikation og CAD og bygningsmodel. Du får også mulighed for personalisering af din ”bruger” med markering af ”Favoritter” og du får løbende adgang til applikationer med nye tilgange til indholdet:
- Den første applikation Generer A102 IKT-specifikation giver adgang til at tilpasse en IKT-specifikation til omfanget af den konkrete byggesag og udbudsform, så man kan få skræddersyede specifikationer til sit projekt, siger Allan Schiøtz.
Udover at forbedre de enkelte værktøjer, vil man på sigt opleve en større synergi og sammenhæng på tværs af Molios digitale værktøjer og mere ensartethed i måden de præsenteres og anvendes:
- Nu er vi startet med at få moderniseret de to IKT-værktøjer og dernæst er det Beskrivelsesværktøjet 2.0, som skal lægges over på den nye platform, så vi får udnyttet fordele der er i den nye brugerflade, siger udviklingschef Bjarke Fjeldsted og forventer at Beskrivelsesværktøjet skifter brugerflade inden årets udgang.
Læs de hyppigste spørgsmål og svar om ikt.molio.dk her