Molio har de seneste måneder sagt velkommen til en hel del nye medarbejdere, der skal være med til at understøtte Molios nye strategi ”Sammen om bæredygtig udvikling”. De skal med deres store bredde af forskellige fagligheder bidrage med værdiskabelse og udvikling af både bæredygtighed og produktivitet i tæt samarbejde med hele byggeriets værdikæde.
Søren Bjerre tiltrådt i rollen som projektleder for IKT, hvor han udover at spille en vigtig rolle i vedligehold og udvikling af publikationer bl.a. vil have ansvar for vores IKT-masterclasses. Søren, der er uddannet bygningskonstruktør, kommer fra en stilling som IKT-leder i Sweco. Han har også tidligere været hos Arkitema, hvor han ligeledes beskæftigede sig med IKT-ledelse.
Benjamin Enzenberg er ny produktchef for LCAcollect og LeksiCON. Benjamin har mange års erfaring med digitale platforme og strategier i forskellige roller som projekt- og produktleder, funktionsleder og strategikonsulent i en række statslige institutioner.
Søren Harder Nielsen er ansat som bæredygtighedskonsulent i Digitale Værktøjer, hvor han skal arbejde med integration af bæredygtighed i vores værktøjer bl.a. med ansvar for at berige ressourcer i Prisdata med LCA-data. Søren kommer fra en stilling som arkitekt og partner hos tegnestuen Cornelius Vöge, hvor han bl.a. har haft ansvar for bæredygtighed og akkvisition. Han er uddannet arkitekt fra KADK, BSc i Business Information Technology fra CBS og DGNB-konsulent fra Rådet for Bæredygtigt Byggeri.
Toke Godiksen er ansat som IT-projektleder i Molio, hvor han skal styre vores udviklingsprojekters løbende digitalisering og sikre sammenhæng mellem værktøjerne. Toke er uddannet datamatiker og har bl.a. 10 års erfaring fra en lignende stilling i Saint-Gobain Distribution Denmark, samt 6 år i en startup inden for IT-løsninger til installatørbranchen.