EKJ Rådgivende Ingeniører er i fuld gang med ESG-arbejdet. To nyuddannede certificerede ESG Managers i byggeri, Dorthea Vrist Birgersson og Niklas Marcel, skal være med til at styrke virksomhedens bæredygtighedsarbejde yderligere.
Nye ESG Managers skal drive bæredygtige initiativer i rådgivervirksomhed

ESG styrker både compliance og bæredygtig udvikling
ESG handler ikke kun om rapportering. Grundlæggende handler det om at bruge lovgivningen som afsæt til at skaffe databaserede indsigter og udarbejde en bæredygtighedsstrategi, der skaber værdi både internt og eksternt.
Derfor valgte EKJ Rådgivende Ingeniører at sende to af deres medarbejdere på uddannelsen Certificeret ESG Manager i byggeri.
Læs om uddannelsen Certificeret ESG Manager i byggeri
”Hos EKJ Rådgivende Ingeniører har vi valgt at uddanne to ESG-managers for at få en dybere forståelse af vores egen ESG-performance og samtidig sætte tydelige mål og strategier for en mere bæredygtig udvikling, siger bæredygtighedschef Lotte Krusegaard Madsen.
Med bedre indsigt i virksomhedens egne ESG-data vil EKJ Rådgivende Ingeniører have et grundlag for at udarbejde en endnu skarpere ESG-strategi med de rette initiativer og målsætninger. Det siger Dorthea Vrist Birgersson, der er cand.merc.jur og én af de to nye ESG Managers i byggeri.
Hun arbejder til daglig med økonomi og compliance, dykker ned i regnskaber og sikrer overblik og styring i virksomhedens arbejde. Og hun ser frem til at anvende sine nye ESG-kompetencer både i forhold til compliance og strategisk udvikling:
”Internt ser vi frem til at arbejde med EKJ’s bæredygtige forretningsstrategi og sikre, at vi forbedrer og overholder de nyeste standarder og love. Men vi kan også være med til at skabe en kultur, hvor vi tænker ESG-principper ind som en naturlig del af vores dagligdag og strategiske beslutninger,” fortæller Dorthea Vrist Birgersson.
Stærkere bæredygtighedstilbud til kunderne
De nye ESG-kompetencer skal også være med til at styrke virksomhedens bæredygtighedstilbud til deres kunder.
"Vi håber også at kunne hjælpe vores kunder i deres ESG-rapportering, så de kan synliggøre deres indsats og udarbejde strategier for fremtidens virksomhedsdrift ved hjælp af data,” fortæller bæredygtighedschef Lotte Krusegaard Madsen.
Det er noget af det, som Niklas Marcel skal være med til som certificeret ESG Manager i Byggeri. Som miljøingeniør arbejder han til daglig med miljørapportering, affaldshåndtering og genanvendelse i renoverings- og nedrivningsprojekter.
”Eksternt er vi endnu bedre rustet til at vejlede vores kunder på deres rejse mod en forbedret ESG-praksis og sikre, at de opfylder alle relevante krav og tager højde for ESG-faktorer gennem hele byggeriets værdikæde," siger Niklas og uddyber:
"Vi hjælper dem med at navigere i komplekse lovkrav og tage de rigtige valg, der både sikrer compliance og skaber værdi. Samtidig kan vi bidrage til, at bæredygtighed tænkes ind i alle faser af et byggeprojekt.”
Bæredygtighedschef Lotte Krusegaard Madsen ser frem til at kunne bringe sine medarbejderes nye kompetencer i spil:
"Deres nye viden spænder over kritiske områder som EU-lovgivning, ESRS-standarder, bæredygtig rapportering og strategisk forandringsledelse, og de er nu bedre rustet end nogensinde til at drive bæredygtige initiativer både internt og eksternt."