Cybersikkerhed

Digital sikkerhed – en ny virkelighed for byggebranchen

Aktører i byggebranchen skal ruste sig til en ny cybervirkelighed. Cyberrelaterede angreb er i stigning – også i byggebranchen – og samtidig pålægger NIS2-lov langt flere virksomheder og myndigheder nye forpligtelser og personligt ansvar for cybersikkerhed. Analyser viser, at der i byggeriet er flere områder, hvor den digitale sikkerhed er udfordret, og at mange virksomheder mangler forudsætningerne og rammerne for at håndtere den stigende cybertrussel.
People

En ny virkelighed for byggeriet

Ransomware-angreb, digitale nedbrud, phishing og datalæk. Det er reelle trusler for virksomheder og myndigheder i dag – også i bygge- og anlægssektoren. Center for Cybersikkerhed vurderer den generelle trussel fra cyberkriminalitet som meget høj og fremhæver specifikt, at målrettede ransomware-angreb kan ramme alle organisationer. 

Flere ting er med til at gøre byggebranchen sårbar over for cyberrelaterede angreb: Sammenkædede systemer, mange og skiftende samarbejder, lav standardisering, flade netværk, IoT (Internet of Things) og OT (operationel teknologi) på byggepladserne og fysisk adgang til byggepladsen. Samtidig betyder BIM, digitale tvillinger og fælles planlægnings- og projektstyringsplatforme, at samarbejde og udveksling af kritisk information i stigende grad foregår digitalt.

Når kompetencerne inden for IT-sikkerhed i små virksomheder i byggebranchen samtidig vurderes at være mangelfulde i sammenligning med alle andre brancher (Danmarks Statistik, 2024), tegner der sig et billede af en branche med betydelige sårbarheder og risiko for datalæk, nedbrud – og potentielt store økonomiske tab.

NIS2 – nyt lovkrav om øget cybersikkerhed  

Den øgede cybertrussel har afstedkommet ny EU-lovgivning i form af NIS2-direktivet, der trådte i kraft den 1. juli 2025, og som er blevet implementeret i dansk lovgivning i form af NIS2-loven (se samsik.dk). Direktivet skal yderligere styrke og ensarte cybersikkerheden og modstandsdygtigheden overfor cybertrusler på tværs af EU for virksomheder inden for en lang række sektorer og for offentlige myndigheder, som anses for at være kritiske for økonomien og samfundet. 

Lovgivningen får direkte betydning for omfattede virksomheder og myndigheder, som forventes at have overblik over, hvilke data der arbejdes med, hvem der har adgang, og hvordan de anvendes. Samtidig skal de have styr på handlinger og procedurer, hvis byggeri eller data bliver ramt af et cyberangreb.

Mens direktion og bestyrelse jf. den nye lov pålægges et personligt ansvar for cybersikkerheden i de omfattede virksomheder, vil man nede i værdikæden også skulle implementere, håndtere og dokumentere en øget digital sikkerhed.

Byggeriets aktører har altså god grund til at tage det digitale beredskab alvorligt for at overholde lovkrav og undgå, at data havner i de forkerte hænder og byggeprojekter lammes.

Analyseprojekt: "Sikkert digitalt samarbejde i byggeriet"

Dette faktum underbygges også af analyseprojektet "Sikkert digitalt samarbejde" gennemført af ConTech Lab. Her viser en en undersøgelse bl.a., at 32% af adspurgte aktører i byggeriet har været udsat for en sikkerhedshændelse inden for de seneste 12 måneder. 

Kilde: Rapport "Sikkert Digitalt Samarbejde", ConTech Lab, 23. januar 2026
Kilde: Rapport "Sikkert Digitalt Samarbejde", ConTech Lab, 23. januar 2026

I analyseprojektet har ConTech Lab i samarbejde med COWI, DI Byggeri, Implement Consulting Group, HD Lab, Molt Wengel Advokater og buildingSMART Danmark undersøgt og afdækket de væsentligste cybertrusler i branchen og udarbejdet forslag til løsninger.

Man har blandt andet stillet skarpt på spørgsmål som:  

  • Hvilke cybertrusler er mest kritiske for byggeriets digitale infrastruktur?
  • Hvor er de største sårbarheder f.eks. i IoT-løsninger, fildeling, maskinstyring og mobile enheder?
  • Hvilke løsninger kan øge sikkerheden, på tværs af det daglige samarbejde mellem virksomheder? 

Projektet har bl.a. mundet ud i en publikation med titlen "Sikkert digitalt samarbejde", der samler viden og indsigter om cybersikkerhed i byggeriet ud fra dialog med eksperter, workshops med virksomheder i byggebranchen samt interviews, spørgeundersøgelse og desk research. 

Se ConTech Labs publikation "Sikkert digitalt samarbejde" her

Publikationen viser, at der er en række områder, hvor byggeriet er særligt sårbar over for cyberangreb, samt at der mangler procedurer og beredskab til at modstå digitale angreb. En rundspørge viser bl.a., at 46% ikke gennemfører en risikovurdering ift. cybersikkerhed i projekter og på byggepladser, mens kun 17% har en risikovurdering som fast punkt i projektgrundlaget og planerne for byggepladsen.  

Kilde: Rapport "Sikkert Digitalt Samarbejde", ConTech Lab, 23. januar 2026
Kilde: Rapport "Sikkert Digitalt Samarbejde", ConTech Lab, 23. januar 2026

 

Du kan læse meget mere om projektet digital sikkerhed i byggeriet her 

Cybersikkerhed
ConTech Lab

Analyseprojekt: Sikkert digitalt samarbejde i byggeriet

Kan byggebranchens datadelingsplatforme og midlertidige systemer på pladsen håndtere følsomme data? Er vi klædt på til at håndtere de digitale sikkerhedsudfordringer?

Et analyseprojekt ledet af ConTech Lab afdækker de væsentligste cybertrusler i byggeriet for at finde løsningstiltag og anbefalinger.

Analyseprojektet er gennemført i samarbejde med COWI, DI Byggeri, Implement Consulting Group, HD Lab, Molt Wengel Advokater og buildingSMART Danmark .

Læs om projektets resultater
E Learning Header 19X6
Gratis e-learning

Kom i gang med digital sikkerhed for SMV'er

Bestyrelsesforeningens Center for Cyberkompetencer, der er finansieret af Forsvarsministeriet, tilbyder gratis e-learning for bestyrelser og virksomhedsledere i danske SMV’er.

Forløbet giver dig en overskuelig introduktion til centrale emner inden for cyber- og informationssikkerhed og et solidt første skridt mod at styrke din virksomheds digitale beredskab.

Forløbet er til dig, der er bestyrelsesmedlem og eller direktør i en virksomhed med op til 30 medarbejdere. Den er gratis, fordi digital sikkerhed er et fælles ansvar, ikke et spørgsmål om ressourcer.

Gå til e-learningforløbet her

Kender du Molios digitale værktøjer?