Fokus på cyberkriminalitet vokser – også i bygge- og anlægsbranchen, som ovenikøbet er særligt sårbar som branche. Sikkerheden skal derfor følge med, så digitale risici og regulatoriske krav ikke blot findes i lovtekster og risikovurderinger, men omsættes til aftaler, procedurer og processer i praksis.
Det kræver klare roller, ansvar og leverancer – noget som i væsentlig grad defineres og koordineres via det eksisterende IKT-samarbejde.
I samarbejde med Emil Sahin, associate technical director i COWI, har Molio derfor igangsat udarbejdelsen af en ny IKT-vejledning med konkrete værktøjer til at integrere cybersikkerhed og resilience management i bygge- og anlægsprojekter.
Et fælles grundlag for større digital sikkerhed
Vejledningen og de nye værktøjer skal skabe et fælles grundlag for at forstå, håndtere, dokumentere og efterleve krav til cybersikkerhed og resilience management på tværs af aktører og projektets faser – fra planlægning og projektering til udførelse, aflevering og drift.
Vejledningen vil rumme værktøjer i form af fx paradigmer, der både kan anvendes af bygherrer, (total-)entreprenør, rådgiver og udførende.
”Med denne vejledning vil vi skabe et fælles sprog og en fælles praksis for digital sikkerhed. Det skal gøre det lettere at integrere cybersikkerhed og resilience management som en naturlig del af projektets IKT-samarbejde” forklarer Allan Schiøtz, senior produktchef for IKT og tværfaglig koordinering i Molio.
Netop det er en vigtig pointe: Vi skal ikke skabe parallelle processer for cybersikkerhed, når vi kan integrere sikkerheden i de strukturer og arbejdsgange, branchen allerede anvender. Sådan lyder det fra Ole Berard, direktør for digitale værktøjer i Molio.
Fra sårbarhed til proces
Formålet er, at branchen bliver bedre rustet til digitale trusler. Det kræver, at vi forstår, hvor sårbarhederne ligger i de forskellige projekter:
“Fremtidens byggeprojekter kræver en risikobaseret tilgang til digital sikkerhed. Det handler om at forstå, hvor projektets reelle sårbarheder ligger, og bygge governance, processer og samarbejdsmodeller op omkring dem. Først dér skaber vi reel resiliens,” forklarer Emil Sahin, teknisk chef i COWI.
Initiativet udspringer af projektet "Sikkert digitalt samarbejde i byggeriet", som ConTech Lab – en del af Molio har gennemført og afsluttet i første halvdel af 2026.
Indsigterne danner nu afsæt for udarbejdelsen af konkrete værktøjer og vejledninger, der skal løfte cybersikkerhed ind i byggeriets digitale samarbejde.
“En mindre virksomhed kan ende med at skulle leve op til mange forskellige krav, afhængigt af, hvem de samarbejder med. I projektet blev der flere gange peget på, at der er behov for at udvikle fælles metoder og værktøjer, som kan hjælpe branchen med at operationalisere sikkerhed i praksis,” siger Christina Juell-Sundbye, Projektchef i Molio og ConTech Lab.
Vejledningen og værktøjerne forventes udgivet i sidste halvdel af 2026.