Aftale og kommunikation & CAD og bygningsmodel

Fra standardværktøjer til fælles digitalt projektgrundlag: Nye funktioner løfter IKT og tegningsmaterialet

Med to nye digitale funktioner, ’Mine sager’ og en paradigmeudgave af ’C223a Tegningsmaterialet’, bliver det nu lettere at arbejde smidigt og effektivt med det rigtige projektgrundlag for dig, der arbejder med Molios IKT-værktøjer og tegningsmateriale.
People

Ingen byggesager er helt ens. Samtidig strækker projekter sig ofte over flere år og involverer en lang række aktører, værktøjer, udgivelser og aftaler. Derfor kan det være en udfordring at holde styr på præcis, hvad der gælder på hver enkelt byggesag.

Det skal to nye digitale muligheder på Molios platform for abonnenter på Aftale og kommunikation og CAD og bygningsmodel – ikt.molio.dk – være med til at gøre lettere.

Funktionerne ’Mine sager’ og en ny paradigmeudgave af C223a Tegningsmaterialet giver brugere helt nye muligheder for at tilpasse værktøjerne og gemme de projektspecifikke konfigurationer på egne byggesager. Det sikrer dels, at det altid er tydeligt, hvilke versioner der udgør det gældende projektgrundlag; dels hjælper det projektdeltagerne med at arbejde ud fra de samme forudsætninger. 

Funktionerne betyder, at værktøjerne er mere end standardiserede opslagsværk, men et projektspecifikt samarbejdsgrundlag, der matcher den måde, man reelt arbejder med projekterne på.

Ét sted at holde styr på den enkelte sag  

Med ’Mine sager’ får brugeren mulighed for at oprette egne byggesager og knytte de relevante IKT-værktøjer til dem. Det er samtidig muligt at vælge den præcise version af et værktøj, som projektet anvender, og gemme opsætninger fra andre Molio-applikationer.

”Mine sager giver især værdi på projekter, der løber over længere tid, eller hvis man sidder på flere sager. Når der kommer nye versioner og udgivelser af værktøjerne til, er det vigtigt stadig at kunne dokumentere, hvad projektet oprindeligt tog udgangspunkt i. Det gælder ikke mindst for IKT-ledere, som skal sikre, at de rigtige versioner og værktøjer bliver anvendt gennem hele projektforløbet,” forklarer Allan Schiøtz, senior produktchef for IKT og tværfaglig koordinering.

Når værktøjer eller filer er blevet tilknyttet til sagen, kan brugeren blandt andet downloade og viewe den tilknyttede udgivelse samt tidligere versioner. På den måde bliver det lettere både at fastholde aftalegrundlaget, skabe et klart overblik over den enkelte byggesag og arbejde med sagen i praksis.

Læs også: Nye IKT-værktøjer skal løfte cybersikkerhed ind i projekterne  

Tegningsmaterialet bliver projektspecifikt

Den samme tanke om at tage udgangspunkt i den konkrete byggesag går igen i den nye paradigmeudgave af C223a Tegningsmaterialet (konfigurator).

Hvor Tegningsmaterialet tidligere var en statisk applikation, er det nu blevet et digitalt planlægnings- og kontraheringsværktøj. Her kan brugeren oprette projektspecifikke konfigurationer, så indhold og krav til tegningsmaterialet tilpasses til hver enkelt projektfase, afhængigt af hvad der aftales bygherre og rådgiver imellem.

Brugeren kan blandt andet definere, hvilke tegninger der skal indgå i de enkelte projektfaser, redigere indholdet på tegningerne og fravælge det, der ikke er relevant for den konkrete sag. Opsætningen kan derefter gemmes på den pågældende byggesag under 'Mine sager'.

Samtidig er funktionen udformet, så man visuelt kan sammenligne tegninger og indhold på tværs af projektfaser, ligesom man tydeligt kan se, hvad der er blevet tilføjet eller fravalgt i forhold til standardvalget.

“Tegningsmaterialet er ikke statisk igennem et projekt, men afspejler de aftaler og beslutninger, der træffes, og den detaljeringsgrad, der er relevant i projektets forskellige faser. Sammen med arbejdsgruppen for C223a har vi bygget et redskab, der gør det lettere for alle parter at tale sammen om tegningsleverancerne og arbejde ud fra det samme projektgrundlag,” forklarer projektleder Søren Bjerre fra Molio.

Fra standarder til fælles, digitalt projektgrundlag

Den største værdi opstår i samspillet mellem de to nye funktioner.

Når en projektspecifik konfiguration er oprettet i C223a Tegningsmaterialet, kan den tilføjes til Mine sager. Her bliver den en del af det samlede overblik over de IKT-værktøjer og opsætninger, der anvendes på byggesagen. 
Konfigurationerne kan samtidig deles med resten af projektholdet. Dermed bliver standarderne ikke kun noget, projektdeltagere slår op i, men et entydigt og projektspecifikt grundlag for samarbejdet.

Resultatet er bedre overblik, et mere effektivt arbejdsflow og et tydeligere fælles projektgrundlag – og dermed mindre usikkerhed om, hvad der er aftalt på den enkelte byggesag.

 

Mine Sager

Fakta: Om 'Mine sager'

Med “Mine sager” kan du samle alle relevante IKT-værktøjer fra ikt.molio.dk på din byggesag.  

Du kan:
•    oprette og administrere byggesager 
•    knytte de relevante IKT-værktøjer til sagen
•    vælge den præcise version af et værktøj, som projektet anvender
•    downloade værktøjerne eller viewe som pdf
•    Se tidligere versioner af udgivelserne på sagen 
•    gemme projektspecifikke konfigurationer fra andre Molio-applikationer 

Du får: 
•    Et hurtigt og visuelt overblik over, hvilke værktøjer og versioner der gælder for den enkelte sag
•    En nem genvej til de værktøjer, der er vigtige i projektets hverdag

Læs mere
C223a Tegningsmaterialet Konfigurator (1)

Fakta: Om C223a Tegningsmaterialet - konfigurator

Med den nye paradigmeversion af C223a Tegningsmaterialet er det muligt at projekttilpasse dine egne konfigurationer, så indhold og krav til tegninger tilpasses det enkelte projekt. 

Det betyder blandt andet, at du kan definere, hvilke tegninger der skal indgå i hvilke faser, hvad de skal indeholde, og hvad der eventuelt ikke skal med – og dele de projekttilpassede konfigurationer med resten af projektholdet, så alle arbejder ud fra de samme forudsætninger.

Du kan: 
•    Tilføje eller fjerne tegninger i de enkelte projektfaser
•    redigere (fjerne eller tilføje) indholdet på tegningerne
•    gemme opsætningen på den konkrete byggesag
•    dele opsætningen med projektholdet

Du kan også se en visuel sammenligning af tegninger og indhold i de forskellige faser, så det er tydeligt, hvad der er blevet tilføjet eller fravalgt i forhold til standardvalget.

Læs mere

Abonner på Molios IKT-værktøjer

Læs også

Relaterede kurser og konferencer